På Bornholm kan du nyde en afslappet parferie i enestående natur, med mange seværdigheder og med forårsåbne attraktioner og oplevelser.
Læs mere
Ønsker I at nyde en forårsferie i Danmark, der fokuserer på nærhed, lækker lokalproduceret mad, aktiviteter i naturen og kunst- og kulturoplevelser? Så er Bornholm stedet for jer. Her finder I mere end 150 km kystlinje med fabelagtige hvide sandstrande, unikke klippeformationer og hyggelige gamle købstæder. Bornholms størrelse gør, at det aldrig tager mere end en halv time at nå frem til den næste hyggelige oplevelse – uanset hvor I bor på Bornholm.
Som følge af corona-pandemien er Bornholm underlagt de samme restriktioner som resten af Danmark. Det kan betyde, at rigtig meget her på øen stadigvæk er lukket ned.
Du må fortsat gerne rejse til Bornholm via Sverige – så længe du ikke gør ophold undervejs (togskifte er dog tilladt). Husk at medbringe dokumentation for rejsen og en negativ corona-test, der ikke er ældre end 48 timer. → Læs mere her.
Bornholmslinjens hurtigfærger sejler fra Ystad i Sverige og bringer jer fra storbyens larm og os til klippeøens stilhed og fred på 1 time og 20 minutter. Flyselskabet DAT flyver dig på mindre end 35 minutter fra København direkte til forår og natur på Bornholm.
Historien har sat tydelige spor på Bornholm. Oplev f.eks. de smukke, gamle rundkirker eller Nordeuropas største borgruin, Hammershus, hvor et helt nyt imponerende besøgscenter er åbnet. Godt en times sejlads fra Gudhjem kan I besøge Christiansø, hvor det velholdte fæstningsværk vidner om øens fortid som flådebase.
Er I til aktiv ferie, så prøv de gode cykelstier, som strækker sig 230 km gennem øens varierede natur. Også mountainbikefolket har opdaget øen både til konkurrencer og træning.
Er I bare interesseret i en god gang løbetræning i skønne omgivelser, hvor der er frisk luft og højt til himmelen, så findes der afmærkede ruter i en række af øens skovområder. Og en løbetur ud i det blå er måske den allerbedste sightseeing og udforskning af nærområdet.
Er du mere eventyrlysten, så kan du klatre på klipper, sejle i havkajak, surfe, dykke og meget mere – Bornholm er mulighedernes ø.
“Bornholm er meget mere end Folkemøde, Krøllebølle-is og røgede sild. Østersøens perle kan nemlig ikke kvæles i sine egne klichéer eller opskruede forventninger til vind og vejr, for feriedestinationen kan fortsat charmere børnefamilier, den ferierende gastronom og den kræsne luksusshopper.”
– Sine Gerstenberg i “Berlingske Tidende”