Artikel

Pelle Hvenegaard – Bornholm har generobret mit hjerte

"I foråret 2021 stod jeg på kajen i Gudhjem havn med min datter Ukhona på armen. Præcis på samme måde og på samme sted, som Max von Sydow - min Lassefar i filmen Pelle Erobreren - stod med mig - lille Pelle - på armen i åbningsscenen af filmen."

Pelle Hvenegaard

Forfatter, TV-mand, foredragsholder og FAR til Ukhona

www.pellehvenegaard.dk

Artikel af Pelle Hvenegaard.

Dengang i midten af firserne, hvor vi optog filmen, var havnen lavet helt om, så den kunne ligne en havn på Bornholm i slutningen af 1800-tallet. Elmasterne var lagt ned, butikkerne havde fået nye håndmalede skilte, bilerne var afløst af hestevogne, Christiansøfærgen var skiftet ud med et par gamle skonnerter, og kajen var fyldt med bornholmske statister i gamle slidte klæder.

Dengang ankom Pelle og Lasse til øen i håbet om at finde et bedre liv – og måske ovenikøbet lykken. Her i foråret stod jeg der så igen. Denne gang selv som faren med sit barn i armene. Heldigvis ikke i jagten på et bedre liv, men med et fantastisk liv i bagagen og med lykken lige dér i favnen.

Jeg var tilbage på øen for første gang i næsten 20 år. Jeg skulle lave et interview med Magasinet Bornholm, og selvom jeg kunne have lavet det over telefonen, insisterede jeg på at møde deres udsendte på havnen i Gudhjem. Jeg savnede øen og ville rigtig gerne have min hustru og datter med over og opleve den ø, der har fyldt så meget i mit liv.

Havnen i Gudhjem som den ser ud i dag

Barndomsminderne, der nu bliver givet videre

Filmen gav mig selvfølgelig en stor og velkendt tilknytning til øen, men faktisk kom jeg allerede på Bornholm før Pelle Erobreren. Jeg var vel fem, seks år, under mit første besøg. Jeg var på koloni med børnehaven i et stort hus oppe bag ved Gudhjem. Det er mange år siden, og de første minder står kun i glimt, men der var noget med en skattejagt i dalene på vej ned mod den bakkede by. Om vi jagtede Krøllebølle, eller om han var efter os, husker jeg ikke, men den bornholmske trold var i hvert fald et sted i skovene…

Der var også turen derover med ”Bornholmerfærgen”, som man stod på om aftenen for så at sejle hele natten. Jeg husker de vist nok brune ”sofaer” ude forrest i skibet, hvor ryglænet kunne klappes op, så det blev til en art køjeseng. Det var virkelig hyggeligt dengang med den lange ”sørejse” helt over til øen, men jeg er nu også glad for forbindelsen over Sverige, der nu gør, at det fortryllende sted kun er lidt over et par timer væk fra København.

Jeg får også en del billeder af minigolfkampe med min mor på banen mellem Allinge og Sandvig. Vi kom der vist næsten hver sommer i en årrække, og jeg husker, at vores bornholmske udlejer tog mig med på travbanen, hvor han havde part i en hest. Jeg fattede ikke et ord af, hvad han sagde, men det var så fedt, at det stadig står lysende klart som et dejligt minde. Det samme gør rutsjebanen i Brændegårdshaven, som man selv skulle trække op.

Mariehønen i Brændegårdshaven er en simpel forlystelse, men spreder fortsat stor glæde. Foto Nikolaj Beyer

Både minigolfbanen, travbanen og den selvoptrækkelige rutsjebane er her endnu – har jeg konstateret ved selvsyn – og de har alle under vores besøg i år kanoneret mig tilbage til de lykkelige stunder som barn med ren og umiddelbar glæde. Det har været sjovt og skønt, at blive bragt tilbage til de lykkelige barndomsminder, men endnu større har det været at høre min datters glædeshvin efter at have trukket den selv samme rutsjebanevogn op sammen med hende og skubbet hende afsted her næsten 40 år efter.

Klipperne!

Efter Pelle Erobreren blev jeg løbende ved med at komme på øen, og jeg boede sågar en kort overgang på Pellegårdsvej på Nordbornholm sammen med min bornholmske ekskone Lotte. Så Bornholm har altid haft en stor plads i mit liv og i mit hjerte, men efter vi blev skilt for tyve år siden, har jeg ikke været derovre – før den dag i foråret. Og selvom vi den dag kun var der et enkelt døgn, generobrede Bornholm mit (og heldigvis også Caroline, min hustrus) hjerte med et trylleslag, og vi har været der flere gange siden.

Caroline og Ukhona på vej op mod Hammerhus, der er gemt i tågen. Fantastisk at være der i det tidlige forår, hvor vi havde ruinen for os selv.

Hvad er det så, der i den grad fanger mig?

Først og fremmest er det naturen, og med den, de for Danmark helt unikke klipper. De besidder for mig en art urkraft, styrke og skønhed – en ting, der minder mig om, at der er noget, der er større end os. Noget, der ikke bare kan kontrolleres som alt andet i dette gennemopdyrkede land med uendelige marker og tilrettede vandløb. Det giver en sund ydmyghed, men samtidig også en underlig forbundenhed med jorden og naturen. Det kan godt være, at man taler om at have fødderne solidt plantet i den jyske muld, men jeg vil mene, at jeg i højere grad har en del af min sjæl forbundet med de Bornholmske klipper – og med dem hele molevitten.

Jeg føler mig forbundet til de bornholmske klipper

Samtidig er klipperne for mig også verdens fedeste legeplads. Det ultimative klatrestativ, og det var også det at klatre på klipperne, jeg havde glædet mig allermest til at gøre med min datter. Derfor var det også det første sted, som jeg tog hende med ud til, da vi ankom til Gudhjem i foråret. Ud på klipperne, hvor hun til min store glæde kravlede fuld af glæde rundt på den bornholmske granit, mens hendes mor så lidt ængsteligt til fra molen. Jeg forstår godt Carolines bekymrede blikke, for de slår hårdt de sataner, men det er også det, der er fedt ved det. Det er råt, nådesløst og konsekvent, og man kan virkelig slå sig, hvis man falder – men sådan er livet jo, hvis man tager derud, hvor der er rigtig sjovt og spændende og fascinerende…

For mig er Bornholm i høj grad klipperne

Nå men nok om klipper, for resten af naturen derovre er nu også fantastisk. Vi var på en skøn tur i Paradisbakkerne, hvor vi rent faktisk fik rokket den gigantiske rokkesten, der ved første øjekast synes urokkelig. Strandene nede sydpå tager snildt kampen op med de bedste hvide sandstrande ude i verden, og det er virkelig også eksotisk, når man står face to face med en ægte bison i Almindingen. Mest af alt elsker jeg nu Ekkodalen, Hammerknuden og Opalsøen, men så er vi tilbage ved klipperne…

Passion og lyst til livet

Der er dog også mere end naturen, der trækker. For hvor lille Pelle og Lassefar dengang i filmen (og i bogen for den sags skyld) ikke rigtig fandt lykken, endsige det gode liv, så er det på nutidens Bornholm ikke svært at få øje på. Det føles i hvert fald som om, at det gode liv – og med det en masse mening og måske ligefrem lykke – er at finde i vid udstrækning blandt øens beboere, tilflyttere og tilbageflyttere. Jeg får en fornemmelse af harmoni og ro, og af folk der vil noget med deres liv, og det de bruger det på.

Det er så meget æstetik både rent fysisk med alle de smukke, gamle, velholdte huse og haver, men også i måden der leves på. Det er som om, folk gør sig umage og går efter noget ordenligt, noget gennemarbejdet, noget man kan være stolt af. Når man laver et karamelleri, så skal det være verdens bedste karameller, eller øl, eller lakridser, eller honning, eller kunsthåndværk, eller hvad de eller går og sysler med derover. Ikke fordi det skal måles med andre, men fordi folk gerne vil lave noget lækkert for deres egen skyld – heldigvis til glæde for alle os andre. Den slags smitter, og breder sig, og derfor finder man alle steder små perler som fx Mikkelers burger- og ølhus på havnen i Årsdale eller strandbaren Syd-Øst for Paradis ved Hullehavn, hvor de i let stenede surferagtige omgivelser serverer rigtig god kaffe og livemusik ved den lille smukke strand ved Svaneke.

Mikkelers lille perle af en burger joint i Årsdale havn

Alle steder på øen finder man masser af passion, skaberlyst og bare lyst til at få noget ud af livet – og det er super energigivende og dragende. Det kombineret med naturen OG KLIPPERNE har genvækket min gamle forelskelse i solskinsøen, hvor vi efter turen i foråret har været to gange mere, med to ekstra ture i kalenderen inden jul.

Sidst vi var på øen, boede vi i en skøn feriebolig fra Bornholmtours med kig til havet i dejlige Svaneke.

Et sidste tip…

Må i øvrigt lige her på falderebet anbefale et besøg i Martin Andersen Nexøs Mindestuer i Nexø – hvis man har bare et my forhold til hans forfatterskab – eller Pelle Erobreren som film for den sags skyld – så er det et besøg værd.
Og gå så lige ”digterruten” dernede, nu hvor I er der, for der læser jeg udvalgte tekster af den fremragende forfatter op på turen…

Digterruten er 6,6 km og starter ved Martin Andersen Nexøs Mindestuer

Vi ses på øen!

– Pelle

Lad Bornholm erobre dit hjerte

Inspiration til gode oplevelser hele året

Tema
Hyggelige Gudhjem
Tema
Museer på Bornholm
Tema
Besøg Christiansø
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00