Vandreekspertens favoritruter på Bornholm

1. Kobbeådalen

Kobbeådalen var sådan et sted, jeg kom til ved en tilfældighed. For jeg skulle egentlig bare se Stavhøl-vandfaldet i den vestlige ende af dalen og var cyklet direkte dertil.

Vandfaldet er med sine 6-7 meters frie fald flot, men det var dalen, det lå for enden af, jeg blev fascineret af – så meget, at jeg spontant fulgte den lille sti, der lokkende snoede sig mellem tæppet af ramsløg og forårsblomster, som dækkede hele bunden af skoven.

Stien følger den lige så snoede å, der løber i bunden af dalen og hvor væltede stammer og træer ligger som knækkede kæmpetændstikker hen over åen og hulter til bulter på de nærmest lodrette skråninger over den. Med den vilde natur, det grønne mos på klipper og træer og den nærmest urskovsagtige stemning er det en helt eventyrlig oplevelse at gå her, som er ekstra magisk, fordi stien er smal og snoet, så man ikke kan se, hvad der rundt om hjørnet.

Det er ikke en lang tur. Fra vandfaldet til stiens ende ved kysten syd for Gudhjem er der blot et par kilometer, men de er til gengæld virkelig fine, især i foråret, hvor bunden er dækket af forårsbebudere, og der er fuld knald på vandfaldet og åen.

Du finder Kobbeådalen ved parkeringspladsen på Melstedvej lige der, hvor Kobbeå løber ud i havet. Du kan også parkere på Kobbevej og følge skiltene mod Stavehøl.

2. Døndalen

Tæt ved Helligdomsklipperne ligger (endnu) en af Bornholms sprækkedale, Døndalen. Modsat flere af de andre er den ret bred, så det er ikke stejle skråninger, der gør vandreturen igennem dalen til en af mine favoritter.
Det er vandfaldet, og det er den vilde natur.

Sidstnævnte i bogstavelig forstand – en tredjedel af Døndalen er udlagt som urørt skov, og det ser man tydeligt på de mange væltede træer, der nogle steder gør det til et (sjovt) forhindringsløb at følge stien.

Især hvis man fortsætter forbi vandfaldet, og det vil jeg anbefale, at man gør, for her bliver naturen rigtig vild, stien er smal og den løber op og ned ad skråningerne over åen i bunden af dalen – en å, som i sig selv er et naturens kunstværk at se på med de mange væltede stammer på kryds og tværs hen over den.

Og så er der vandfaldet. Hvis buldren og brusen man kan høre længe, inden man når til det, og som vælter kaskader af vand ned over mosklædte klipper på sit 20 meter fald. Det er (efter danske forhold i hvert fald) vildt flot, og fordi vandet skal finde vej gennem så mange klippeblokke og væltede stammer, inden det havner i åen nedenfor, er det et skue, jeg altid har svært ved at slippe synet af.

Turen fra parkeringspladsen (der ligger tæt ved Bornholms Kunstmuseum) til vandfaldet og retur er knapt 2 km ad relativt jævne og tørre stier, men forlæng turen med et par kilometer forbi vandfaldet – det er det altså værd.

3. Blåskinsdalen

Første gang jeg gik ind i Blåskinsdalen, følte jeg, at jeg var kommet til en hel ny og vild verden.

Fra Kyststien, som er relativt bred, træder man ind på en smal og snoet sti, som slynger sig under og ind imellem træer og tæt buskads. Der er en stemning af hule og eventyr, for der trænger ikke meget lys ned, og både skovbunden og mange træstammer er dækket af frodigt grønt, som var det en jungle.

Det føles også jungleagtigt at gå der, for træerne har fået lov at vokse og vælte, som naturen vil det, så indimellem skal man lige skræve over en stamme eller passe på ikke at snuble over trærødder eller klippestykker, der stikker op af jorden midt på stien.

Det mest fascinerende ved dalen er dog blomsterne. Især om foråret, hvor blå anemoner – deraf navnet på dalen – breder sig som det vildeste tæppe i dalen. Og når de er blomstret af, vælter hvide og gule anemoner op.

Turen gennem dalen er ikke særlig lang, et par kilometer hver vej, men eventyrligt kuperet. Og måske mudret, så husk gode sko.

Du finder Blåskinsdalen ved at parkere ved Jons Kapel og følge Kyststien cirka 400 meter mod nord, til du når et skarpt sving. Her starter stien ind i Blåskinsdalen. Man kan også gå fra Ringedalsvej i stiens modsatte ende.

4. Svartingedalen

Noget af det fascinerende ved Bornholm er sprækkedalene med stejle klipper. Dem finder man rigtig mange steder, men et af de virkelig fine og lidt mere hemmelige steder, som jeg først opdagede for nylig, er Svartingedalen.

Den ligger gemt bag Hasle lidt inde i landet og nede i jorden – nærmest bogstaveligt, for det er først, når man er gået ned ad en undselig trappe, at der pludselig åbenbarer sig en dal foran en.

Det er en smal dal, de næsten lodrette klippevægge, som tårner sig op begge sider af den lillebitte sti hen over en å, er så tæt på hinanden, at det næsten føles, som om man kan røre dem begge på en gang.

Lidt længere fremme åbner dalen så op, og stien snor sig temmelig stejlt opad i terrænet – op til endnu et specielt naturfænomen: jættebolden. Som “bare” er en afrundet klippeblok på størrelse med et velvoksent køleskab – men altså stadig et fascinerende stykke natur.

Stien fortsætter forbi jættebolden og er cirka 2,5 km lang (hver vej). Bemærk, at den IKKE er egnet til barnevogne eller folk, der er dårligt gående, og tag sko på, der kan tåle mudder – selv om der små gangbroer nogle steder i bunden af dalen, er der ofte sumpet.

Du finder Svartingedalen ved at køre til Åhalsegård (Kirkedalsvej 25 i Rutsker) og parkere bag laden til højre for gården. Nedgangen til dalen er lige ved p-pladsen. Du kan også holde på Simblegårdsvej 24 og ramme stien fra dens anden ende.

5. Kyststien Jons Kapel til Vang

Kyststien rundt om Bornholm er på næsten alle strækninger en smuk smuk vandrerute, hvad enten det er på Dueoddes sand, landevejen gennem Helligpeder, forbi fårene udenfor Nexø eller på klipperne i nord.

Alligevel har jeg en yndlingsstrækning, jeg er lige lidt mere forelsket i end resten af kyststien: stykket mellem Jons Kapel og Slotsslyngen på den vestlige kyst. Fordi man går på klipperne langt over havet, ofte ganske tæt ved kanten og med en vild vild udsigt.

Stien går gennem et voldsomt bakket terræn, stejlt op og stejlt ned, den er smal, og underlaget er ujævnt med trærødder og klippestykker, undtagen de få steder, hvor nogen barmhjertigt har forsynet den med trappetrin.

Lige før Vang passerer man forbi Ringebakkerne, som er et vandrehimmerige i sig selv, men tag en lille detour ind i det tidligere granitbrud og tjek udsigten til det store stenbrudsområde og de stejle klippevægge rundt om det.

Vang er modsat mange af byerne på den anden side af øen meget tilbagelænet, for her er ikke noget. Bare en lillebitte havn og en vildt hyggelig café, hvor jeg på alle mine tre kystvandringer (også midt i højsæsonen) har holdt kaffepause, og kun en gang har der været andre mennesker.

På den anden side af Vang går ruten gennem skov, og så stejlt op igen til Slotslyngen, et stort åbent område, hvor naturen og vestenvinden har så frit spil, at man ikke er tvivl om, at den bestemmer her. Summa summarum: En helt forrygende etape af Kyststien.