Artikel

Sov godt, spis godt, gå godt

En vandreferie behøver ikke betyde telt og trangia, når der skal soves og spises. Man kan sagtens kombinere vandring med Det Gode Liv, og Bornholm er med sine mange fine vandreruter og korte distancer mellem by og natur oplagt til den kombination. Bliv her inspireret af vandreguru Gitte Holtze til en luksuriøs vandreweekend.

Gitte Holtze

Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.

Trekandtell.dk

Fredag aften
Vel ankommet med flyet eller færgen er der ikke langt tværs over øen til Svaneke og den ferielejlighed, der skal danne ramme om weekendens vandreeventyr.

En af de store udbydere af overnatningsmuligheder på øen er Team Bornholm, som i sit udvalg blandt andet har ferielejligheder på Hotel Østersøen i Svaneke.

Bygningen er en tidligere købmandsgård fra 1700-tallet, som i dag er 21 ferielejligheder, der er renoveret på fineste måde: her er wifi, gulvvarme og alle moderne bekvemmeligheder, men også stuk, sprossede ruder og hanebjælker – og ikke mindst en forrygende udsigt over havnen i Svaneke. Samt en hyggelig gårdhave med pool, hvis I og vejret er til det.

Svaneke har adskillige gode spisesteder, men ligegyldigt om I er på jagt efter mad eller bare lidt koldt at drikke, så er det oplagt at slutte dagen af på Svaneke Bryghus, der ligger på Torvet. Her kan man, udover god mad, nyde et stort udvalg af lokalproducerede økologiske øl i hyggelige rammer.

Lørdag morgen
Nyd en skøn morgenmad på jeres private terrasse i gårdhaven på Hotel Østersøen. En morgenmad bestående af for eksempel friskbagte surdejsboller og kanelsnegle fra den populære Svaneke Brød midt i byen.

Efter morgenmaden står der vandring på programmet, som for eksempel kan være i Ringebakkerne på øens vestkyst, nærmere bestemt i det tidligere granitbrud ved Vang, som i dag er et flot og vildt naturområde.

Der er tre vandreruter i Ringebakkerne. Den gule rute på cirka fem kilometer er den længste og fører forbi hele det tidligere stenbrud samt havnen i Vang (tag en afstikker til Vang Pier og se den vilde vestkyst fra molen ude i havet) og ikke mindst gennem den eventyrlige Blåskinsdalen syd for området.

Ruten er temmelig bakket, men den er anstrengelserne værd, for udsigten til de stejle klippevægge og vådområderne i det tidligere granitbrud er mageløse.

Frokost
Efter vandringen er I sikkert sultne og et godt sted at stille den sult er i Sandvig. Der er bare få minutter i bil til Sandvig, hvor I finder flere spisesteder – et af de anbefalelsesværdige er Dideriks Veranda ved havnen.

Caféen er også en brugskunstbutik, så uanset den eventuelle ventetid på en sandwich eller juice, kan I sagtens få tiden til at gå med at studere bornholmsk stentøjskunst, strik, bøger eller bare blive fristet af det store udvalg af bornholmske delikatesser. Eventuelt alt imens I guffer en af stedets helt forrygende hjemmelavede romkugler.

Eftermiddag
Det nordlige Bornholm er domineret af Hammerknuden, som er voldsomt populær hos vandreturister.

Det er der en grund til, for stierne på Hammeren er godt afmærkede og går alle sammen gennem smuk natur og med flotte udsigter.

Gå for eksempel den lange tur på syv kilometer hele vejen rundt om Hammerknuden eller Cirkelstien på knapt 3 kilometer hen over højlyngen mellem Hammershus og Sandvig.

Er I til et mere udfordrende terræn med stejle op-og nedstigninger og tilhørende udsigter, er den godt 5 kilometer lange Stenhuggerstien i bl.a. klippeterrænet bag Opalsøen et godt bud.

Aften
Som en belønning efter dagens vandringer kan I forkæle jer sig med noget af det, Bornholm udover sin smukke natur er verdenskendt for: Den gode mad.

Der er flere steder at gå ombord i den, men en gourmetrestaurant, som er værd at satse på, bl.a. fordi den holder åbent året rundt, er Det Røde Pakhus i Rønne. Her er en fast menu på fire retter, som skifter med sæsonerne, men altid er en velsmagende omgang af lokale råvarer.

Når restauranten er tvunget lukket, tilbyder den torsdag til søndag take away af samme høje kvalitet, som blot skal varmes i ovnen hjemme i ferielejligheden.

Søndag formiddag
Dagen kan starte langsomt i lejligheden, men I kan også tage en lille gåtur langs den klippefyldte kyst nord eller syd for Svaneke og herefter kaste jer ud i den store brunch-oplevelse på Stammershalle Badehotel.

Hotellets Søndags-boblebrunch består af en række forskellige anretninger samt et glas mousserende vin, alt sammen med udsigt til havet fra hotellets sublime placering langs kystvejen nord for Gudhjem.

Eftermiddag
For at ryste bobler og delikatesser på plads i maven er det oplagt med en sidste lille vandring, inden I skal hjemad.

Den kan for eksempel foregå i Almindingen midt på øen, nærmere bestemt i Ekkodalen, hvor der i 2020 er anlagt to nye vandreruter.

De fører begge gennem Ekkodalen ad en flot svungen gangbro, der giver mulighed for rigtigt at opleve den storslåede sprækkedal midt på øen.

Den korte og nemme Ekkodalsrute på 2,5 kilometer fører efter vandringen på gangbroen ad brede skovveje tilbage til p-pladsen, mens den noget mere udfordrende Klippesti på 5,5 kilometer snor sig op over klipperne på den modsatte side af dalen.

Uanset hvilken I vælger, ender I på p-pladsen ved Ekkodalshuset. Her kan I snuppe en kaffe på restauranten eller en is fra den tilhørende kiosk, inden I triller til Rønne og færgen eller flyet hjem. Med forhåbentlig fyldte energidepoter efter en luksuriøs vandreweekend på Bornholm.

Tema
Find mere om vandring på Bornholm her
Tema
Få tips til en romantisk ferie for 2 her
Tema
Besøg det bornholmske spisekammer her
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00