Gitte Holtze
Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.
Trekandtell.dkVi har valgt at dele ruten op i 7 etaper, dette er etape 3. De dramatiske Helligdomsklipper, den fine kystby Gudhjem, og en sti der snor sig på både smuk strand og mellem fine klippeformationer er nogle af ingredienserne i denne etape.
Varighed:
5 timer
Længde:
19 km
Sværhedsgrad:
Mellem til Helligdomsklipperne, mellem til svær til Gudhjem
Egnet til barnevogne og kørestole:
Nej
Parkering:
Hvis du kun vil gå denne etape, kan du parkere på parkeringspladsen ved Sandvig Strand og ved havnen i Gudhjem (betaling)
Toilet:
På havnen i Sandvig, i Allinge, i Tejn, ved Bornholms Kunstmuseum ved Helligdomsklipperne, og i Gudhjem
Adgang til vand:
På toiletterne i Sandvig, Allinge, Tejn, Bornholms Kunstmuseum og i Gudhjem
Underlag:
Asfalt til Tejn, kuperet grussti og skovsti til Gudhjem
Særlige bemærkninger:
Bornholms Kunstmuseum ved Helligdomsklipperne er værd at stoppe ved, ligesom du ikke må snyde dig selv for en tur ned ad trapperne til de særlige klippeformationer, som Helligdomsklipperne er – bl.a. grotten Sorte Gryde. Herudover er der både i Allinge og den smukke kystby Gudhjem adskillige gode cafeer og restauranter at holde vandrepause i.
Følg Strandvejen mod Allinge og hold til venstre ned om havnen og forbi Nordbornholms Røgeri, til du rammer den fine sti forbi strande og mindre klippeformationer langs kysten sydpå til Sandkaas og Tejn.
Sandkås Strand
Herfra skal du op på landevejen nogle kilometer forbi blandt andet Stammershalle Badehotel, inden afmærkningerne igen fører dig ned i skoven mod Helligdomsklipperne.
Trappen ned til Helligdomsklipperne
Kyststien følger den smalle sti gennem skoven højt over klippeformationerne, men brug lidt tid på at gå ned og se dem nedefra; de er ganske spektakulære, inden du fortsætter ad et af Kyststiens højdepunkter: strækningen herfra til Gudhjem.
De godt 8 kilometer indeholder både op- og nedstigninger, idyllisk marklandskab, dyb skov, en smal sti helt nede ved stranden og de sidste kilometer fra Salene Bugt med en fin udsigt til Gudhjem.
Når du rammer asfaltvejen ved Nørresand, svinger du til venstre mod “downtown” Gudhjem og havnen midt i byen.
Kyststiens 7 etaper:
På denne vandreruter vil du bl.a. kunne besøge følgende steder:
For foden af Hammerknuden på Bornholms nordspids finder du Sandvig strand, som er Nordbornholms mest populære badestrand.
Dideriks Veranda er en hyggelig cafe og brugskunstbutik. De serverer lækker buffet, friskpresset juice, kaffe og kage, samtidig med at du kan gå rundt i vores butik, hvor du blandt andet kan købe smuk kunsthåndværk og bornholmske lækkerier. Se åbningstider her
Sandvig IS Kalas og cafeen Kalas-Kalas ligger midt i klipperne ved Sandvig Havn. Her produceres dagligt is på bornholmsk økologisk mælk og med frugter fra øens haver. Den nyristede kaffe kan nydes med fødderne i vandkanten eller fra terrassen med udsigt til Hammerknuden. Se åbningstider her
Besøg den populære Allinge havn, der er smukt placeret på Bornholms nordkyst. I 2021 blev Allinge havn kåret som “Danmarks Smukkeste Havneområde”.
Nordbornholms Røgeri ligger helt ned til klipperne i Allinge og midt i den smukke bornholmske natur. Her kan du nyde den skønne udsigt over Østersøen – fx fra terrassen, mens du indtager en lækker buffet bestående af mange bornholmske specialiteter og delikatesser. Se åbningstider her
Tejn havn er en af solskinsøens større havne med et spændende mix af erhvervs- og rekreative aktiviteter. På havnen er der fine muligheder for at bade i Østersøen, eventuelt suppleret med vildmarksbade eller den brændefyrede sauna. Med smuk udsigt over klippekysten kan der grilles på en af havnens griller.
Stammershalle Badehotel blev bygget i 1911 på klippegrund langs en af Bornholms smukkeste kyststrækninger mellem Tejn og Gudhjem. Hotellet er et af Bornholms førende og mest eksklusive hoteller. Herfra er der en enestående havudsigt over Østersøen og klippekysten.
Helligdomsklipperne ligger på strækningen mellem Tejn og Gudhjem, og er en af Bornholms – ja Danmarks – største naturseværdigheder. Gennem årtusinder har brændingen på dette sted eroderet klippekysten og skabt dybe kløfter ind i fjeldet. Tilbage står nu de skarpe skær, forrevne granitsøjler og stejle klippevægge med dybe gange og grotter – såkaldte ”ovne”, der tilsammen udgør Helligdomsklipperne.
Gudhjems hoved-havn er en rigtig bornholmerhavn, sprængt ind i den klippe der stejlt rejser sig fra havnen op til Bokuld og giver havnen et helt særligt sydlandsk indtryk.
Bornholm er et paradis for dig med interesse for oplevelser i naturen. Find flere ruter på Bornholm herunder...