Artikel

Bornholmske drikkevarer: Sådan får du Bornholm på flaske

Bornholm bugner af kreative bryggere, der hver især skaber øl, vin, spiritus, most og fermenterede drikke med udtræk af klippeøens natur som smagsgiver.

Forfriskende fristelser

I store kar skabes skønne bornholmske drikke på baser af syrlige blade, skarpe urter, sødmefyldte bær, aromatiske blomster, saftig frugt og råt træ. De kvalitetsbevidste producenter vægter det lokale håndværk og en rørende gennemsigtig ærlighed højt. De har intet at skjule, men meget at være stolte af.

Vin fra Bornholm

Vingården lille Gadegård i Pedersker én af Danmarks største vinproducenter og sortimentet omfatter også fx frugtvin, brændevin og whisky.
Der var ar en del, der rystede på hovedet, da vinbonden lidt vest for Pedersker i juni 2000 satte sin første vinstok på markerne. Men da den første vin tre år senere blev sat til salg, var der dømt trafikkaos, kimende telefoner, pressefolk – og udsolgt på mindre end to timer.

Øl fra Bornholm

Bornholm rummer mange mikrobryggerier, som er med til at sætte Bornholmsk øl på landkortet. Milde, mørke, bitre og søde øl produceres i litervis rundt omkring på øen. Mikrobryggerier som Svaneke Bryghus, Penyllan, Small Batch, Lille Gadegård, Mikkeller og Chrøøl tapper på daglig basis flasker med smagsfulde gyldne dråber.

Akvavit fra Bornholm

I 1994 blev den bornholmske akvavit for første gang i godt 70 år rent faktisk produceret på Bornholm. I dag smager akvavitten, som den gjorde for 100 år siden, og den har bl.a. fået følgeskab af andre akvavitter, bitter, samt den kendte bornholmske honningsyp – honningsnapsen, som er en juleklassiker, hvor akvavit og varm honning blandes.

Most fra Bornholm

Det var egentlig et kommunalt projekt for at give socialt udsatte nogle trygge arbejdsrammer tilbage i 2006, der gav startskuddet til det, som Bornholms Mosteri er i dag. I 2013 blev mosteriet overtaget af Michelin-restauranten kadeau og fiskerivirksomheden Espersen. I dag sikrer desuden en anden fiskerivirksomhed (Ocean Prawns) og Den Sociale Kapitalfond, at Bornholms Mosteri videreudvikles og at der fremdeles tilføjes kompetencer og viden i forhold til mosteriets sociale ansvar.

Krøllen på drikkevare-eventyret: Rom, gin, vodka, whisky og kefirperler fra Bornholm

De sidste nye skud på stammen af bornholmske drikkevarer er flere små brænderier og destillerier på øen, der producerer rom, gin, whiskey, vodka, snaps og fermenterede drikke – med ingredienser direkte fra den bornholmske natur.

(Top-/coverbillede i denne artikel er taget af Semko Balcerski)

Disse steder kan du besøge

Bornholm på flaske (og glas) kan du møde bl.a. hos disse producenter

1

Svaneke Bryghus

Svaneke Bryghus brygger økologisk craft beer ud fra deres slow beer filosofi - at god øl kræver tid. Øllet fra øens første mikrobryggeri kan fås i supermarkeder i hele Danmark. Med tiltag såsom et skift fra naturgas til biogas, egne solceller og bionedbrydelige engangsglas bliver Svaneke Bryghus Danmarks første CO2-neutrale bryggeri.

2

Vingården Lille Gadegård

Vingården, Lille Gadegaard, byder på frisk luft, højt til himlen og udsigt til over 30.000 vinplanter fordelt på 50.000 kvadratmeter. Vinmarken er siden år 2000 plantet til med rødvinssorterne rondo, frühbourgunder og bolero samt hvidvinssorterne orion og solaris. 2 gange om ugen viser Vinbonden rundt på gården på syngende bornholmsk. Turen rundt tager cirka 38 minutter og efter rundvisningen er det muligt at smage på Vingårdens produkter i restauranten.

3

Small Batch Brewery

Det hele startede som et hobbybryggeri for gutterne Johnny Fagerlund og Anders Blomquist, for 3 år siden. I nye lokaler på Rønne havn brygger de nu litervis af harmonisk øl i balance, med kærlighed og respekt for det gode øl. På havnen byder Small Batch Brewery øl entusiaster og andre, der nyder de gyldne dråber, indenfor i hyggelige omgivelser.

4

Bryggeriet Penyllan

I 2019 modtog mikrobryggeriet Penyllan Det Gastronomiske Akademis æresdiplom. Bryggeriet der ligger på den lille, lidt rå, industriprægede havn i Tejn, producerer fadlagret vildgæret øl, som kan nydes i baren.

5

Bornholm Spirits

Produktionen af Bornholmer- akvavit, bitter, sevablødda og honningsyp er karakteriseret af håndværksmæssig omhu og gode råvarer, som også kan smages i hver eneste dråbe.

6

Bornholm Distillery

En anden, der har fundet lykken i at arbejde dedikeret med alkohol, er Martin Kofoed, der ejer Bornholm Distillery. Martins mission er at skabe dråber af det bornholmske terroir. Det gør han med håndplukkede enebær og lyng, æbler fra Melstedgård, havtorn og hindbærblade.

7

Wild Distillery

Hos Wild Destillery brygges der gin i et smukt håndbygget kobberanlæg fra Tyskland og med masser af enebær, der er plukket i Ravnedalens grove og klippede terræn. Derudover findes der varianter som espresso, tomat, hamp og havtorn. Den innovative indehaver Henrik Nerst har udvilket en række klare vodkaer med smage som lakrids, appelsin, citron, æble, chokolade, blåbær og naturligvis en neutral vodka. De smukke vodka flasker er smykket med Døndalen som stemningsgivende bagsidemotiv.

8

Mikkeller Aarsdale

Mikkeller er ikke kun en et bryggeri - det er en virksomhed drevet af passion og ambitioner. Mikkeller er først og fremmest en verden af øl, der rummer alverdens stilarter og ingredienser. Denne verden af øl, hvis uendelige muligheder inkluderer humle, malt, ældning af tønder, spontan gæring og smagsgivende råvarer såsom lakrids, kaffe, passionsfrugt, kirsebær, chili og chokolade, skaber fundamentet for den pris- og konkurrence vindende øl.

9

Bornholms Mosteri

Bornholms mosteri presser smagen til det yderste, når de fremstiller økologisk saft og most. Mosteriet sætter en ære i at rendyrke råvarernes originale smag. Ambitionen er at minimere sukkeret for at skabe en autentisk og uspoleret smagsoplevelse, mens kunstige tilsætningsstoffer helt er udelukket.

10

Chrøøl

Chrøøl er Danmarks østligste mikrobryggeri. Brygningen foregår i hånden og med tålmodighed uden at skåne råvarerne, og det giver gode og fyldige øl. Uden avanceret teknologi vil smagen af øllet variere lidt fra bryg til bryg afhængig af ingredienser, temperatur og tid, men det er bare en ekstra charme.

Download Mad & Mennesker nr. 8

Magasinet “Mad og Mennesker” fortæller om madeventyret Bornholm og øens forskellige fødevareproducenter. Magasinet kan blandt andet fås hos Bornholms Turistinformation rundt omkring på øen eller downloades som PDF her.

gratis

Tema
Læs mere om Gourmet på Bornholm
Tema
Deltag i Bornholms Drikkefestival
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00