Gitte Holtze
Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.
Trekandtell.dkVi har valgt at dele ruten op i 5 etaper, dette er etape 1. En af rutens mest fysisk krævende, men også smukkeste strækninger op over den legendariske Hammerknuden.
Varighed:
3 timer
Længde:
8 km
Sværhedsgrad:
Svær
Egnet til barnevogne og kørestole:
Nej
Parkering:
Hvis du kun vil gå denne etape, kan du parkere ved stranden i Sandvig eller på p-pladsen på Nordre Borrelyngvej 48, hvis du vil gå turen i modsat retning
Toilet:
Ved stranden i Sandvig, på Hammershus Besøgscenter og på p-pladsen på Nordre Borrelyngvej 48
Adgang til vand:
På toiletterne undervejs
Underlag:
Dette er en af rutens mest kuperede strækninger, så vær forberedt på op- og nedstigninger i både skov og på klipper
Særlige bemærkninger:
Der er ingen butikker i Sandvig, så hav købt alt den mad, du vil medbringe til vandreturen, inden du kommer hertil. De nærmeste dagligvarebutikker, Brugsen og Netto, ligger i Allinge.
Fra stranden i Sandvig følger du rutens afmærkning (en hvid mand på orange baggrund) ind gennem lågen ved siden af campingpladsen og relativt stejlt opad. Stien snor sig frem og tilbage heroppe, inden den går ned gennem skoven til den brede skovsti langs Hammersø.
Følg markeringerne forbi den smukke Opalsø videre til det åbne land og fine udsigter fra højlyngen, inden du efter et par kilometer når borgruinen Hammershus.
Turen går forbi Hammershus
Her drejer ruten til venstre om borgen ned i skoven og op igen til Slotslyngen med sit særegne landskab af højlandslyng, vildtvoksende skov og isskurede klipper.
Følg ruten til Borrelyngvej, som du krydser og fortsætter til Ravnedalen, en af Bornholms mindst kendte, men stadig smukke sprækkedale, hvor der efter sigende lever fugleedderkopper og så selvfølgelig (deraf navnet) ravne.
Højlyngsstiens 5 etaper:
Etape 1 – Sandvig til Ravnedalen
Etape 2 – Ravnedalen til Rø Plantage
Etape 3 – Rø Plantage til Rytterknægten i Almindingen
Etape 4 – Rytterknægten til Ølene
På denne vandreruter vil du bl.a. kunne besøge følgende steder:
Dideriks Veranda er en hyggelig cafe og brugskunstbutik. De serverer lækker buffet, friskpresset juice, kaffe og kage, samtidig med at du kan gå rundt i vores butik, hvor du blandt andet kan købe smuk kunsthåndværk og bornholmske lækkerier. Se åbningstider her
Sandvig IS Kalas og cafeen Kalas-Kalas ligger midt i klipperne ved Sandvig Havn. Her produceres dagligt is på bornholmsk økologisk mælk og med frugter fra øens haver. Den nyristede kaffe kan nydes med fødderne i vandkanten eller fra terrassen med udsigt til Hammerknuden. Se åbningstider her
Spisestedet Kokkenberg er et dejligt spisested, som ligger i den hyggelige havneby Sandvig. Køkkenet serverer god og ærlig mad i smukke omgivelser. Se åbningstider her
Ellas Restaurant & Konditori er beliggende i et gammelt spændende bindingsværkshus tæt på Sandvig strand. Besøg det unikke spisested med den hyggelige have og de flotte gamle stuer. Se åbningstider her
Du kommer til Salomons Kapel under vandreturen langs Hammerknudens kystlinie. Salomons kapel er et lille kapel, som blev bygget i det 13. århundrede i forbindelse med de mange sildefiskere, som kom og skulle have velsignet deres fangst.
Hammerodde Fyr blev bygget i 1895 som anduvningsfyr og som hjælpefyr til Hammeren Fyr på Hammerknuden. Fyret er stadig i regulær drift og kan kun besøges udefra.
Hammershus er Nordeuropas største borgruin og Bornholms mest besøgte seværdighed. Og det er ikke så underligt, for her kan du virkelig få gang i fantasien og opleve den bornholmske historie.
Bornholm er et paradis for dig med interesse for oplevelser i naturen. Find flere ruter på Bornholm herunder...