Hvis du ikke har set videoen, så se de flotte optagelser, som er filmet på Bornholm. Musikvideoen kørte også i baggrunden, da Christopher i slutningen af maj gæstede TV-programmet X Factor på TV 2 Danmark og sang duet med finalisten Mathilde Caffey.
Steder som Ringebakkebruddet, skoven og stranden ved Dueodde, Hammeren og Opalsøen er centrale steder i videoen, som du kan se her:
I starten af musikvideoen står Christopher på toppen af Nevada-klippen i Vang Granitbrud. Nevada-klippen er den centrale klippe, som rager op midt i bruddet. Senere ser vi ham bevæge sig flere andre steder i granitbruddet.
Den skov, som Christopher løber rundt i, ligger ved Dueodde. Senere ser vi ham gå langs den kridhvide sandstrand på Bornholms sydspids.
Mange scener i Christophers musikvideo er optaget om aftenen på Nordbornholm, rettere sagt på Hammeren. Det er også her, at de mange flotte solnedgangsscener er optaget.
I slutningen af musikvideoen ser vi, hvordan Christopher hopper i sø, der er omgivet af lodrette klipper. Denne sø, Opalsøen, var tidligere et stort granitbrud på Nordbornholm.