Intet andet sted i Danmark har samme variation i kystlinjen, som den findes på Bornholm. Samtidig er landsdelens samspil med Østersøen i forhold til klima og vegetation anderledes end langt de fleste andre steder.
På den måde er din oplevelse som lystfisker på Bornholm ikke alene bundet op på fangsten, men i den grad også på din evne til at opleve de omgivelser du træder ind i, når dine vaders er trukket på. En oplevelse af naturen der ikke kun er vigtig for dig og de minder du tager med hjem, men for alle os der bor her og gerne vil, at alt det vi holder af i naturen, bliver bevaret.
På Bornholm, ligesom alle andre steder, træder forandringerne i klimaet og biodiversiteten hurtigt frem. Arter, vi har fisket på i mange år, er nu så truede, at de er blevet fredet, alt imens nye arter kommer til og tilbyder nye facetter af fiskeriet. Derfor er det vigtigt for os, at de oplevelser du får som lystfisker på Bornholm, er med til at bevare og udvikle den natur vi alle er afhængige af. En hver fisk, uanset art og størrelse, er i dag en trofæfisk og værd at være stolt af.
Vandet pibler endnu koldt og klart i åerne.
Vandet leger stadig med lyset langs kysten.
Og begge steder slår fisken endnu med halen så det trækker i både os og snøren.
Men vi skal ikke være de sidste, der oplever den skønhed. Så når vi byder velkommen på Bornholm, byder vi dig også indenfor i en natur, der har brug for dig for at kunne blive ved med at give fangst og særlige oplevelser af være til stede som både lystfisker og menneske.
Det kystnære lystfiskeri kommer ikke af sig selv. Mange ildsjæle hjælper med vandpleje i vores skrøbelige åer, mens de store institutioner får genoprettet vådområderne, så vandføringen bliver mere stabil. De frivillige knokler for at bevare vores unikke selvproducerende havørred indtil der igen er balance.
Det er det du en del af, når du står på Bornholm. Det er det arbejde og den natur, du træder ind i det, når du kaster snøren ud.
Vi glæder os til at have dig her.
Du skal altid have et fisketegn, når du fisker – undtagen i Put & Take søer. Er du under 18 år eller over 65 år er det dog gratis at fiske i havet omkring Bornholm (og Danmark).
Fisketegn kan købes via din mobiltelefon direkte på → www.fisketegn.dk.
Når fiskestængerne er pakket væk for dagen, byder Bornholm på rig mulighed for at nyde øens lokale madkultur og afslappende stunder i godt selskab.
Øens mange hyggelige spisesteder og caféer serverer friskfanget fisk og andre lokale specialiteter, der vil forkæle enhver lystfisker efter en dag ved kysten. Fra røget sild på de traditionelle røgerier til gourmetoplevelser med udsigt over havet, er Bornholm et kulinarisk paradis.
Efter en dag med fiskeri er der intet som at dele dagens oplevelser over et godt måltid og en kold øl, mens Bornholms rolige atmosfære indhyller jer.
Øens små bryggerier og lokale producenter af snaps og likører giver desuden mulighed for at smage på Bornholms unikke drikkevarer og måske endda tage lidt med hjem som en smagfuld souvenir.
Bornholm handler ikke kun om fiskeriet – det er også stedet, hvor du kan læne dig tilbage, nyde naturen, madkulturen og de gode historier med vennerne eller familien omkring bordet.