Artikel

Kyststien om vinteren – etape 2: Hasle – Sandvig

Kan man vandre ad Kyststien om vinteren? Er det ikke koldt og vådt? Kan man finde steder at sove og spise? Gitte Holtze har taget turen rundt om øen fem gange i sommerperioden - nu er hun sammen med en veninde sat ud på Kyststien i vintervejr. Dette er den anden ud af fire etaper.

Gitte Holtze

Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.

Trekandtell.dk

Dagens etape til og rundt om Hammerknuden er den del af Kyststien, der med sine vilde udsigter nok vinder prisen som rutens flotteste. Men er også den hårdeste: Mange højdemeter, stejle op- og nedstigninger, skæve og høje klippe-“trin”.

De cirka 19 kilometer starter dog blidt med flad landevej til fiskerlejet Helligpeder og videre til Gines Minde. Herfra puster vi os stejlt opad gennem skoven – og så er der ellers dømt op og nedstigninger ad smalle klippefyldte stier. Hvor vinterens sne og regn dominerer: stien er indimellem mere bæk eller mudder end skovsti, så det kræver lidt ekstra koncentration på især nedstigningerne.

I Vang giver en venlig lokal sjæl os lov at spise vores medbragte frokost i den rustikke og hyggelige Sejlerhytte midt i havnen, og bagefter tager vi en afstikker til et imponerende skue: Vandfaldet Pissebækken, der her om vinteren vælter kaskader af vand ned over klipperne.

Hen over Slotslyngen og forbi Hammershus holder vi mange pauser. Det gør man uvilkårligt på alle årstider, for udsigten er vild. Men ekstra mageløs om vinteren, hvor den ikke gemmer sig bag blade på træerne.

Hammershus

I Hammerhavn er Multihuset, et moderne madpakkehus med gulv til loft glasvinduer, til vores store glæde åbent. Ekstra store, fordi skyer er blevet til regn, så da vi efter en længere pause i ly sætter ud på turen rundt om Hammerknuden, er det med vand fra oven og vind fra syd.

Men vildt vejr har sin egen charme, og selv om vi er komplet gennemblødte, da vi når Sandvig, er det helt okay. For klokken er kun 15, og resten af dagen, aftenen og natten skal bruges indendørs på det legendariske The Falcon Hotel.

The Falcon Hotel

Skift til tørt tøj og ned foran pejsen med en stor kop af den kaffe, der følger ad libitum med et ophold. Ren fryd – glæden ved at sidde foran en pels mangedobles, når man forinden har gået 19 strabadserende kilometer i vintervejr. Og aftenens lækre måltid i den fascinerende afrikansk indrettede restaurant er den famøse prik over i’et i vinter.

Tema
Vandring af Kyststien om vinteren
Tema
Gitte Holtzes vandreguide til Bornholm
Tema
Bornholms vandreguide – Tag hensyn til naturen
Tema
Bornholms vandreguide – Tips til tøj og udstyr
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00