På Bornholm kan du frit overnatte i naturen på en række primitive lejrpladser samt i shelters.
Læs mere
På Bornholm kan du frit overnatte i naturen på en af Danmarks næsten 800 naturlejrpladser. Nogle steder kan du medbringe dit eget telt – andre steder kan du overnatte i et af de opstillede shelters. Shelteret er typisk en bjælkehytte med åbning i siden med en bræddebund, som er hævet over terrænet. Der er plads til 5-8 personer i hvert shelter. Pladserne kan benyttes en nat ad gangen, og det koster ikke noget. Til gengæld forventes det, at du selv rydder op efter dig. Længere nede har vi et kort over shelters på Bornholm og et link til Danmarks naturlejrpladser.
Naturlejrpladser benyttes efter først-til-mølleprincippet, så vær opmærksom på, at shelterne kan være optaget. På Bornholms Regionskommunes hjemmeside kan du se et oversigtskort, der viser, hvor pladserne til overnatning findes. Klik på kortet på linket herunder, og du vil komme videre til en mere detaljeret beskrivelse af beliggenhed, toiletforhold og tilgængelighed. Større grupper, primært skoleklasser og spejdere, kan booke Shelterplads ved Rundemose og Lejrplads i Finnedalen. For mere information om dette se www.udinaturen.dk.
→ PDF-kort med primitive lejrpladser på Bornholm
I Danmark er der ingen Allemandsret, som man kender det fra andre nordiske lande. Brug derfor de normale campingpladser, naturlejrpladser eller shelters. Men flere steder på Bornholm kan du som den “stille vandrer” overnatte med telt i skoven, indenfor reglerne for fri teltning.
Fri teltning er et tilbud, som giver mulighed for overnatning i telt “i skovbunden” og dermed få andre muligheder for naturoplevelser end de traditionelle pladser. Her er alene, hvad naturen kan tilbyde, og ønsker du at bruge f.eks. toilet eller bål/grill må du anvende de andre overnatningsmuligheder.
På Bornholm findes der fire skove, hvor du frit må telte: Det er i Rø Plantage, Blykobbe plantage, Pedersker skov og i den nordlige del af Alminingen mellem Bolsterbjergvej og Åsedamsvej. Men hold dig til → reglerne om fri teltning, som du kan finde på Naturstyrelsens hjemmeside. Se også → hjemmesiden udinaturen.dk, hvor du kan finde et kort over store og små, primitive lejrpladser i naturen (klik på “fri teltningsområde”, “stor lejrplads” og “lille lejrplads”).