Tag børnene med på opdagelse i den bornholmske natur. Selvom det er blevet koldt og mørkt, så er der mange oplevelser gemt mellem øens træer og klipper. I sommerperioden er Bornholms strande populære steder for børnefamilier, men i vintermånederne findes mange af de bedste oplevelser midt på øen.
I Almindingen skov kan I gå på opdagelse efter ruinerne af de gamle middelalderborge Lilleborg og Gamleborg. Ved Aakirkeby findes vandreruterne ‘Linjer i Landskabet‘, hvor I kan stå på forstenet havbund. For de helt små, kan skoven byde på fortællinger om dyrene ved Musestien. De mere modige kan gå på vintersafari i Bisonskoven, hvor en flok europæiske bisoner lever.
Nattens mørke sænker sig også tidligt om vinteren, og pga. den lave lysforurening på Bornholm, kan I opleve Danmarks måske smukkeste stjernehimmel. Det giver mulighed for at se stjernetegn og planeter på nattehimlen – og måske endda se et stjerneskud. Der findes flere apps som kan hjælpe jer med at udpege himmellegemerne – f.eks. Stellarium til iOS eller Android.
Selvom mange steder lukker ned om vinteren, så går Bornholm ikke helt i vinterhi. For let at få et overblik over øens mange vinteråbne steder, kan du downloade vores gratis app ‘Bornholm’. Her vises kun attraktioner, spisesteder og butikker, der har åbent netop nu.
App’en er gratis og kan hentes til iOS eller Android – Læs mere her.
Det er dejlig let og hurtigt at komme til Vinterøen Bornholm med færge eller fly. I kan tage bilen eller bussen til Ystad og Bornholmslinjens hurtigfærge. Det tager kun 3 timer fra København til Rønne.
I kan også flyve med DAT fra Københavns Lufthavn direkte til Rønne på blot 35 minutter – hurtigere bliver det ikke.
Der er mulighed for at leje en bil for en dag eller hele weekenden hos DAT eller Europcar – husk at bestille i forvejen.
Når turen går til Bornholm, kan I trygt gå ombord på hurtigfærgen eller flyet, som overholder alle restriktioner og får jer sikkert frem. I skal blot huske mundbind i lufthavnen.