Artikel

Camping på Bornholm – rejs med egen autocamper

Ferie i autocamper er nemt og bekvemt. Samtidig byder ferieformen på stor frihed.

Autocamperferie på Bornholm

Ferie i en autocamper er for mange forbundet med stor frihed, hvor man kan flytte sig fra sted til sted for at få nye, spændende oplevelser.

Når du rejser til Bornholm med autocamper, er der forskellige muligheder for at raste eller campere, men vær altid opmærksom på lokal skiltning m.v.  Medmindre andet fremgår af skiltning eller regler, så er en autocamper omfattet af de samme regler, som gælder for motorkøretøjer det pågældende sted.

Sådan kommer du til Bornholm med autocamper

Det er nemt og enkelt at komme til Bornholm med egen autocamper med Bornholmslinjens hurtigfærge fra enten Køge (Sjælland) eller Ystad (Sverige). Sejlturen fra Køge tager 5,5 timer og fra Ystad, kan den klares på 1 time og 20 min.

Campingpladser på Bornholm

Over hele Bornholm finder du gode campingpladser, og her er alt fra 5-stjernet luksus til hyggelige primitive naturpladser.

Uanset hvor du vælger at bo, kommer du helt tæt på den unikke bornholmske natur, og du er altid tæt på øen mange attraktioner og seværdigheder.

På øens campingpladser møder du værter, som brænder for gæsten og for Bornholm. De vil kunne hjælpe jer til at finde øens skjulte perler og gemte skatte, så du får alle de mindeværdige oplevelser med hjem fra din ferie.

Når du bor på øens campingpladser, kan du naturligvis også nyde godt af campingpladsernes mange faciliteter. Samtidig bidrager du også til lokalsamfundet og er med til at sikre, at Bornholm, også i fremtiden, er et samfund i vækst og med spændende oplevelser til glæde og gavn for alle.

Autocamperpladser på Bornholms Havne

Der er 6 autocamperpladser på hver af de 3 kommunale havne: Nørrekås, Hasle og Tejn. Havnene er åbne for autocampere i perioden 15. maj til 15. september.

Man kan holde på pladsen fra ankomsttidspunkt til efterfølgende dag kl. 12

Man kan holde gratis på havnene, og man kan også tilkøbe ekstra service som indeholder strøm, vand, adgang til bortskaffelse af affald, bad- og toiletfaciliteter og Wifi.

Du kan læse mere her → Ophold med autocamper på de bornholmske havne

Bondegårdscamping

Landbrugsejendomme må tilbyde ophold af op til 3 autocampere tæt på ejendommens beboelse.

Færdsel med autocamper i naturen

Autocampere må som udgangspunkt hverken køre eller parkere på strande, i naturområder eller skove med mindre motorkørsel er gjort tilladt.

Den bornholmske natur er enestående og med et rigt dyreliv, som tiltrækker gæster fra hele verden. Vi bornholmere elsker at vise øens skønhed frem. Vi er stolte af øen og værner om den.

Når du besøger Bornholm som gæst, håber vi, at du vil hjælpe os med at passe på naturen og altid sørge for, at du efterlader den, som du gerne selv vil opleve den.

Det er vigtigt for Bornholms øvrige turister, bornholmerne og autocampisterne, at alle får nogle gode oplevelser på Bornholm. Alle bør derfor vise hensyn til hinanden og respektere de naturfølsomme og naturskønne områder, som er kendetegnet for Bornholm.

Placeringen af din autocamper bør derfor ske på en måde så dette respekteres.

Det er ikke tilladt i forbindelse med en parkering af en autocamper eller andre motorkøretøjer at opstille bord- og bænkesæt, grill, opslå fortelte, opslå tagluer, som muliggør overnatning, uden at det er tilladt, enten gennem skiltning eller anden form for meddelt tilladelse fra grundejeren.

Offentlige veje, raste- og parkeringspladser

I byer og bymæssigt område kan du som autocamper køre og parkere på alle veje, så længe du overholder færdselslovens generelle regler for kørsel og parkering med motorkøretøjer. Det er også tilladt at hvile sig i autocamperens sovekabine.

Er der derimod etableret særskilte regler for motorkørsel og parkering det konkrete sted, så skal du rette dig efter dette.  Skiltning kan rette sig f.eks. mod tiden man må parkere eller arten af køretøjet. Dvs. at hvis det f.eks. er angivet, at man ikke må parkere i tidsrummet fra kl. 23.00 – 7.00, skal dette respekteres.

Det er ikke tilladt i forbindelse med en parkering af en autocamper eller andre motorkøretøjer at opstille bord- og bænkesæt, gril, opslå fortelte og lignende uden at have søgt vejmyndigheden om tilladelse.

Tømning af toilet og gråvand i autocamper

Her kan du læse mere om hvor du kan komme af med indholdet af dine tanke:

Veje Autocamper

Havne Autocamper

Regler for parkering af autocamper

Der er meget at holde styr på, når du tager på ferie med din autocamper, og det kan være svært at gennemskue, hvad der er at regler de forskellige steder.

Vi vil gerne hjælpe dig til den bedste ferieoplevelse, så læs her Bornholms Regionskommunes regler for parkering/campering på Bornholm → Oplev Bornholm med en autocamper

Du kan læse hele Plan- og Landdistriktsstyrelsen vejledning her → Færdsel med autocamper i Danmark

Tema
Rejs med færgen til Bornholm
Tema
Nyd en campingferie på Bornholm
Tema
Hund med på ferien
Tema
Oplev de 10 mest populære attraktioner
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00