Artikel

Vandrerute: Døndalen

Mærk, hør og se Danmarks største vandfald. Og er du eventyrlig: gå dybere ind i den vilde dal.

Fakta om ruten

Varighed:
En lille time
Længde:
Ca. 1 km (hver vej)
Sværhedsgrad:
Nem
Egnet til barnevogne og kørestole:
Med god vilje kan du gå turen med en barnevogn
Parkering:
Ved parkeringspladsen på Søndre Strandvej 144A, Gudhjem.
Toilet:
På parkeringspladsen
Adgang til vand:
På toilettet på parkeringspladsen
Underlag:
Primært bred skovsti
Særlige bemærkninger:
Turen kan forlænges og gøres til en lidt mere udfordrende, men eventyrlig naturoplevelse.

 

Kort over ruten

Herunder kan du downloade en pdf med et A4 kort over ruten.

 

Rutebeskrivelse

Turen starter ad en bred skovsti fra parkeringspladsen – og fortsætter på den måde stort set hele vejen til det vandfald, som er Døndalens helt store attraktion. Det er Danmarks største med et fald på godt 20 meter ned over en række klippeplateauer. Især i foråret, når der er meget vand i det, er det en stor oplevelse at se vandet hamre ned over klipperne og i solskin danne de fineste regnbuer over de algeklædte klipper.

De fleste kan gå denne tur, for stien er bare 1 kilometer hver vej, og med god vilje kan man komme dertil med en barnevogn.

Er du godt gående, kan du dog med fordel forlænge turen.

For stien fortsætter forbi vandfaldet dybere ind i Døndalen. Her bliver den til en smule mere forhindringsløb, for denne dal af dalen er udlagt som urørt skov, det betyder blandt andet, at væltede træer får lov at ligge, også dem på stien.

I bunden af dalen snor en å sig, og den smallere og smallere sti krydser den flere gange. Samtidig går stien op og ned ad skråningerne på hver side af åen, så vær forberedt på lidt mere udfordrende vandring på den ekstra kilometer hver vej til Røvejen, hvor dalen ender.

På vej retur kan du også lægge vejen forbi Amtsmandstenen, der er placeret på den nordlige side af vandfaldet (kryds over via broen i bunden af vandfaldet). Det kræver en stejl trappetur opad til stenen, men du bliver belønnet med en smuk udsigt til havet og i klart vejr Christiansø.

 

Steder på ruten

På denne vandreruter vil du bl.a. kunne besøge følgende steder:

1

Dandalsvandfaldet

Midt i Døndalen falder Døndaleåen omkring 20 meter og danner Danmarks højeste vandfald. Døndalens nordvestside rejser sig i en 20 meter høj klippevæg, der kulminerer i udsigtspunktet Amtmandsstenen. Herfra har du udsyn over dalens trætoppe til Østersøen og Christiansø.

2

Bornholms Kunstmuseum

Besøg Bornholms smukke kunstmuseum ved Helligdomsklipperne. Kunstmuseet ligger ca. 6 km nord for Gudhjem i et af Danmarks flotteste og mest spektakulære landskabe. Se åbningstider her

3

Helligdomsklipperne

Helligdomsklipperne ligger på strækningen mellem Tejn og Gudhjem, og er en af Bornholms – ja Danmarks – største naturseværdigheder.

4

M/S Thor - Bådfart

Oplev den smukke bornholmske kyststrækning og Helligdomsklipperne fra havsiden ombord på det gamle træskib M/S Thor, der har sejlet på kysten i mere end 100 år Se sejlplanen her

5

Stammershalle Badehotel

Stammershalle Badehotel blev bygget i 1911 på klippegrund langs en af Bornholms smukkeste kyststrækninger mellem Tejn og Gudhjem. Her tilbydes en hyggelig og afslappet atmosfære med veltilberedte menuer afstemt efter årstid, og hvad der måtte byde sig i sæsonen – og i nærområdet. Se åbningstider her

6

Troldeskoven

Tag på en spændende tur ind Troldeskoven og oplev Bornholms største vandreblok Elverhøj. Gå desuden på opdagelse i skovens indre og find den gamle bjørnegrotte, som er resterne af et zoologisk haveanlæg fra 1934

7

Røverborgen

Røverborgen er en spændende klippeformation, som de letbenede sagtens kan bestige. I finder den ved at gå fra Norresan ad Kyststien mod Helligdomsklipperne.

Tema
Bornholms vandreguide - få tips til de bedste vandreruter her
Tema
Læs alt om vandring på Bornholm her
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00