Flere aktører på øen
Også Svanekegården bidrager med fremragende ensembler og musikere til den klassiske musik, ikke mindst ved afholdelse af MasterClasses, hvor unge professionelle musikere under uddannelse kan drage nytte af kendte instruktørers råd og vejledning.
Endelig kan nævnes en lang række koncerter under kirkeligt og privat initiativ i de mange kirker på Bornholm.
Bornholms Kulturskole er en naturlig fødekæde for mange af de kommende musikere på øen. Kort sagt, et samlet klassisk musikliv emmer af aktivitet og inspiration og formidler musikalske oplevelser på højeste niveau.
Bornholms Musikfestival er måske Danmarks ældste klassiske festival
Bornholms Musikfestival er den måske ældste klassiske musikfestival i Danmark. Musikfestivalen afholdes i juli-august med to ugentlige koncerter igennem fem uger. Som en fast tradition præsenterer Musikfestivalen hvert år to unge ensembler under uddannelse på det Kongelige Danske Musikkonservatorium DKDM med åbne prøver og instruktion af prof. Tim Frederiksen, fulgt af en festivalkoncert. Mange af disse unge ensembler er i dag blevet verdensberømte og optræder i nogle af de store internationale koncertsale i både Danmark og udlandet.
En anden tradition er at invitere en nulevende dansk komponist med et eller flere af sine nyeste værker til festivalen. Det har resulteret i over 40 komponistkoncerter siden 1975 med nogle af de allerbedste danske moderne komponister som gæster.
Bornholms Musikforening
Bornholms Musikforening byder i sit jubilæumsår 2026 på syv stjernekoncerter af allerhøjeste kvalitet med en række enestående ensembler, herunder mange kunstnere med bornholmsk forankring.
Klavertrioen Trio Con Brio er verdensberømt og gæster Bornholm i en koncert sammen med skuespilleren Søren Sætter-Lassen i maj.
Kammerorkesteret Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen som dirigent spiller til Kulturugen i september med cellisten Andreas Brantelid som solist. Orkesteret er vel nok det allerbedste og mest eftertragtede skandinaviske barokorkester.
I en utraditionel kombination af strygekvartet med accordeon kan man i oktober høre Bjarke Mogensen sammen med Oslo Strygekvartet. Det sjældent hørte værk Pierrot Lunaire af Arnold Schönberg opføres af Messiaen Kvartetten med Kristoffer Hyldig på klaver i oktober.
Den berømte armensk fødte pianist Marianna Shirinyan akkompagnerer en sangkoncert i juni.
Endelig indrammes koncertrækken af to korkoncerter: Det kendte kor Ars Nova Copenhagen under ledelse af Poul Hillier indleder koncertrækken i marts, og Holmens Vokalensemble med Jakob Lorentzen som dirigent afslutter den i december med en bragende jule- og festkoncert.
Skt. Nicolai Kirke
Skt. Nicolai Kirke i Rønne arrangerer mange fremragende koncerter igennem hele året, bl.a. med kirkens eget koncertkor.
Programmet ved sommerkoncerterne er bredt, og Skt. Nicolai Kirke råder over to kvalitetsinstrumenter, nemlig kirkens Bösendorfer koncertflygel og ikke mindst kirkens Frobenius/Bruno Christensen-orgel, som med sine 51 stemmer ikke blot er Bornholms største, men også er blandt de 20 største orgler i Danmark og et fremragende koncertinstrument.
I 2025 blev instrumentrækken ydermere udvidet ved en donation af to fremragende, bornholmsk byggede cembaloer.
Sommerkoncertrækken i Skt. Nicolai Kirke omfatter koncerter i perioden juni-september med fremragende solister, og i julemåneden afholdes en koncertrække med intime julematinéer. Kommende koncerter kan ses her.
Kulturinstitutionen Svanekegaarden med koncerter
Også Svanekegården er aktiv på den klassiske musikscene. Der bydes bl.a. på den årligt tilbagevendende Cello Masterclass om sommeren, men også på kammermusik med de allerbedste danske musikere.
Sammen om mere klassisk musik
Denne store buket af klassisk musikalske begivenheder, events, attraktioner og kurser vil naturligvis ikke være mulig uden en yderst velvillig og stor økonomisk kulturel støtte fra både mange private fonde og fra offentlige instanser. En stor tak til alle de sponsorer som støtter det bornholmske klassiske musikliv med deres bidrag!