Artikel

Bliv klogere i ferien

At holde ferie kan fint kombineres med at lege, lære og have det sjovt. På Bornholms Middelaldercenter får børnene gennem fantasipirrende lege, spil og aktiviteter et indgående kendskab til den farverige middelalder.

Bornholmske klassiskere for børn

Fantasien udfordres også i øens fire rundkirker, som mange børn kender fra filmene om Tempelriddernes Skat. Måske skatten stadig ligger gemt i krypten under gulvet i Østerlars Kirke?

Borgruinen Hammershus er et imponerende skue og rummer mange spændende historier for både små og større børn. I oplevelsescentret kan I lære, hvordan livet formede sig for flere hundrede år siden. Og måske hele familien vælger at drage på en udfordrende skattejagt?
En god gåtur herfra ligger Moseløkken Stenbrud, hvor børnene under vejledning af den gamle stenhugger kan prøve, hvordan livet var i stenbruddene.

Oplev naturen og de mange dino-spor

Viden om natur og geologi fås på den sjove måde i oplevelsescentret NaturBornholm. Her optræder fortidens bornholmere, de kæmpestore dinosaurer, i naturtro figurer. NaturBornholm har ligesom Naturstyrelsen og en række private guider oplevelsesrige ture målrettet børn. Måske en opdagelsestur efter øens mange oldtids- og fossilskatte i jord og klipper, som i virkeligheden kan udvikle sig til en ægte skattejagt.

Tænk hvis det er jer, der finder en dinotand i grusgraven i Robbedale, arabiske smykker og mønter i mulden eller et forstenet fortidsdyr i en klippe?

Helt tæt på naturen kommer børnene på en fisketur. Det kan ske i en af de mange fiskesøer, langs kysten eller fra båd. At fange den første fisk er et uforglemmeligt ferieminde. En stor oplevelse er at fange sild fra havnemolerne i skumringen, eller hornfisk og torsk fra den fiskerige lokalitet Vang Pier. Grejet kan I leje eller købe flere steder på øen.

Det er også muligt at tage en tur til ’troperne’ og gå på opdagelse blandt eksotiske sommerfugle, tropeplanter, krybdyr og fisk. Det sker i Sommerfugleparken i Nexø.

På Bornholms Rovfuglecenter kommer børnene under flyveopvisningerne helt tæt på de store og fascinerende rovfugle som f.eks. gåsegribbe og amerikanske tårnfalke. Indenfor i udstillingen kan I lære meget mere om fuglenes spændende verden.

Øens mange museer byder på lærerige ting for det nysgerrige barn

Gennem daglige sysler i stald, på mark eller i køkkenet kan børn leve sig ind i livet på landet for 100-150 år siden. Det foregår på landbrugsmuseet Melstedgård i Melsted.

Der kan opleves skinnende, fine biler gennem 100 år på Bornholms Automobilmuseum syd for Aakirkeby, gamle tog fra den bornholmske jernbane på DBJ-Museum i Nexø og fortidigt krigsmateriel på Bornholms Forsvarsmuseum.

Endelig kan børn lære om arkæologi og arbejde med metaldetektor på Bornholms Museum, der også har en glimrende legetøjsudstilling, hvor det er muligt at lege med det gammeldags legetøj.

Der er også ofte aktiviteter målrettet børn – mens far og mor måske tjekker udstillingerne – på museer og udstillingssteder som Bornholms Kunstmuseum, Grønbechs Gård og keramikmuseet Hjorths Fabrik.

Bliv klogere i ferien

1

Bornholms Middelaldercenter

Bornholms Middelaldercenter er et spændende historisk oplevelsescenter, kun 500 m fra Østerlars Rundkirke.

2

NaturBornholm

Besøg oplevelsescentret NaturBornholm i den sydlige udkant af Aakirkeby - en oplevelse for hele familien, hvor naturvidenskab bliver underholdning.

3

Hammershus

På en stejl klippeknude - på Bornholms nordspids - står de imponerende ruiner af middelalderfæstningen Hammershus. Et yndet udflugtsmål for hele familien.

4

Bornholms Rovfugleshow

Hos Bornholms Rovfugleshow kan du opleve flotte opvisninger med fascinerende rovfugle.

5

Bornholms Forsvarsmuseum

Besøg Bornholms Forsvarsmuseum i Rønne og oplev spændende militære effekter, der har været anvendt på Bornholm gennem tiderne.

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00