Artikel

4 steder på Bornholm som er perfekte til astrofotografering

Jeg kan lige så godt sige det allerede fra starten! Jeg synes Bornholm er et af de bedste steder at opleve nattehimlen, og her er fire steder du kan opleve den fra.

Asp Stefan

Lokal fotograf

stefanasp.com

Mit navn er Stefan og jeg er en ivrig amatørfotograf på Bornholm. Mine billeder er brugt af flere større virksomheder og medier – bl.a. VisitDenmark, Nutella og en lang række rejsemagasiner. Jeg tager billeder af alt fra landskab til dyreliv, men astrofotografi (billeder af stjernehimlen) er altså noget helt særligt.

I dagens Danmark kan hverdagen kan blive målt på minutter og en daglig jagt på effektivitet. Men med astrofotografi kan du få pulsen ned og give dig selv god tid til at kigge ud i universet.

Den amerikanske astronom Carl Sagan omtalte i en tale jorden som en svag blå prik i verdensrummet. Sagan nedgjorde ikke jordens størrelse, men satte på mesterlig vis vores forhold til universet i perspektiv. Det er uendeligt stort og smukt. Med astrofotografi kan du fange øjeblikke, som sætter vores tilværelse her på jorden i skarp kontrast til den tidsløse og uendelig hav, som vi kan skue ud i hver nat.

 

Bornholm – Ikke en Dark Sky Park, men så alligevel…

Bornholm er ikke officielt anerkendt som en dark sky park, men jeg synes at øen er nok et af de bedste steder i Danmark, hvis du vil tage billeder af nattehimlen. Dette skyldes, at øen befinder sig midt i Østersøen og der er meget lidt lysforurening fra kunstigt lys. Lysforurening opstår når byer  oplyser natten med stærkt kunstigt lys. Lyset kastes op i himlen og udvasker alle de flotte stjerner. Derfor opleves stjernehimlen bedst i områder uden gadelamper og tæt bebyggelse.

På Bornholm er der mange steder uden gadelamper og lysstøj. Det gør øen helt perfekt til, at opleve nattehimlen og fotografere stjernerne. Jeg oplever at de bedste steder er langs den smukke kystlinje, hvor du vender kameraet ud mod havet. Her er der kun enkelte skibe, som lyser op i nattemørket. Der findes dog også gode områder midt på øen, men mine fire favoritsteder er alle er langs den bornholmske kyst.

 

Praktiske råd om stjernefotografering

Du kan tage billeder af stjerne både med et dyrt kamera og din mobiltelefon. Det kræver dog et kamerastativ (tripod), så kameraet/mobilen kan holdes helt stille mens billedet tages. Med et kamera skal du bruge 500-reglen (500 rule) til at udregne din eksponeringstid, så du undgår at stjernene bliver lange streger på billedet. Med en mobiltelefon kan du følge guiden her (iPhone).

 

Sæson for stjernekiggeri

Du kan tage billeder af nattehimlen hele året rundt, men vintersæsonen har ofte de flotteste nattehimler. I foråret og efteråret er Mælkevejens arm dog også særdeles flot, da den strækker sig over hele himlen med udsigt til galaksens kerne. Vinternætterne kan være kolde, så medbring varmt tøj og en termokande med kaffe. På Bornholm er du næsten garanteret en uforstyrret oplevelse i vintermånederne, da der er relativ få turister og lokale ude om aftenen og natten.

 

Se flere billeder på min Instagram-profil

Jeg har taget flere billeder af den bornholmske stjernehimmel, landskab og dyreliv. Følg mig på min Instagram @stefanaspcom eller besøg min hjemmeside stefanasp.com.

4 steder på Bornholm med en flot nattehimmel

Jeg har udvalgt fire steder på Bornholm, som både er lette at komme til med bil (selv midt på natten), har meget lidt lysstøj og har flotte omgivelser.

1

Hammershus Borgruin

Der er gratis adgang til Hammershus hele året, og om natten er borgruinen ofte helt øde. Borgen giver et flot silhuet mod nattehimlen.

2

Kultippen

Et månelandskab, som du finder midt mellem Rønne og Hasle. Begge byer giver et flot orange lysskær i horisonten, som giver en flot baggrund på billederne.

3

Sose Strand

På Sose Strand, og i det nærliggende område, er der næsten ingen lysstøj og en flot udsigt langs Bornholms kyst.

4

Skansen på Havvej

Syd for Hasle ligger der en skanse med en flot gammel kanon. Den kan give en flot forgrund til dine billeder.

Tema
Kold luft og varmt tøj: Oplev nattehimlen over Bornholm
Tema
Oplev vinterøen Bornholm
Tema
Disse 10 vinteraktiviteter på Bornholm for par bør du prøve
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00