1. Rød rute
Afmærket med rød cirkel
Længde: Cirka 3 kilometer og kan gøres på en lille time.
Sværhedsgrad: Det går en lille smule op og ned, men turen er ellers relativ nem, også for børn. Almindelige sko (der kan tåle at blive lidt mudrede i vådt vejr) er fint. Ruten er godt afmærket og nem at følge.
Parkering: Ved Klintebygård.
Toilet: På parkeringspladsen.
Vand: Du kan tanke vand på toilettet på parkeringspladsen.
Ruten starter ved parkeringspladsen og passerer forbi Fjeldstauan, som var Danmarks første vandrerhjem, inden den når Rokkestenen, Bornholms mest kendte vandreblok. Den gigantiske sten ligger i bunden af en let skrånende dal i skoven og er et imponerende syn. Og ja, man kan rent faktisk godt rokke den.
Kort efter Rokkestenen går ruten forbi Grydesøen. Stop og nyd udsigten til søen fra toppen af klippen vest for søen, den er fabelagtig og et af få steder på ruten, hvor du kommer ud af skoven.
Turens højdepunkt: Rokkestenen. Med sine 35 tons er stenen uanset den eventuelle mængde af turister omkring den et stykke imponerende natur.
2. Gul rute
Afmærket med gul trekant
Længde: Cirka 6 kilometer og kan gøres på cirka 2 timer.
Sværhedsgrad: Mellem. Terrænet er på store dele af ruten temmelig kuperet og kan i vådt vejr være mudret, så husk sko eller støvler beregnet til det. Vær opmærksom på afmærkningen i specielt den nordlige del af ruten, hvor skiltene ikke altid er placeret, så man umiddelbart ser dem.
Parkering: Ved Klintebygård eller ved Oksemyrevejen.
Toilet: På begge parkeringspladser.
Vand: Du kan tanke vand på toiletterne på parkeringspladserne.
Ruten starter ligesom den røde rute ved parkeringspladsen ved Klintebygård og fortsætter efter Rokkestenen og Grydesøen gennem den åbne Grydedal til Paradisbakkernes højeste punkt, Midterpilt, og den imponerende mandshøje varde, som markerer det 116 meter høje punkt.
Herfra fører stien over et lyngklædt plateau, inden den brat dykker ned i Majdalen – Paradisbakkernes egen version af Grand Canyon flankeret som den er af stejle og høje klippevægge.
Efter Majdalen følger et ligeså smukt naturskue igennem skoven og bl.a. først tæt forbi klippesprækken Dybedal, som er bare 2-3 meter bred og op til 8 meter dyb, og derefter bogstaveligt talt langs søbredden på Gamledam.
Turens højdepunkt: Majdalen. Når man bevæger sig ned ad den stejle sti til bunden af dalen føler man sig meget lille i meget stor natur.
3. Blå rute
Afmærket med blå firkant
Længde: Cirka 6 kilometer og kan gøres på cirka 2 timer.
Sværhedsgrad: Mellem. Terrænet er nogle steder meget kuperet, og underlaget vil især i de våde måneder være mudret, så husk sko eller støvler, som kan klare det. Afmærkningen er det meste af vejen ganske fin.
Parkering: Ved Klintebygård eller ved Gamleborg.
Toilet: På parkeringspladsen ved Klintebygård.
Vand: Du kan tanke vand på toilettet på parkeringspladsen ved Klintebygård.
Du kan starte vandringen ved begge parkeringspladser – starter du ved Gamleborg, er resterne af ringvolden, som var et tilflugtssted i jernalderen, det første du passerer, inden det går gennem skov og over det lyngklædte plateau til Midterpilt og varden på Paradisbakkernes højeste punkt.
Herfra fører ruten gennem Grydedalen og i et lille loop rundt i skoven, før du når Rokkestenen og efterfølgende den smukke Grydesø.
Det sidste stykke tilbage mod parkeringspladsen ved Gamleborg går over åbent land og forbi Slingestenen – en af de mange klippeblokke, der ligger spredt som gigantiske terninger rundt omkring i det bornholmske landskab – inden stien snor sig voldsomt stejlt nedad og efterfølgende op igen. I bunden har naturen haft fri leg, så her skal du forcere væltede stammer og træer.
Turens højdepunkt: Stien er på en del af ruten smal og snoet, stejl og potentielt smattet. Det tager lidt længere tid at gå, men er en eventyrlig oplevelse.
Vær obs på:
Paradisbakkerne er privat skov, så reglerne for adgang i private skove gælder her. Dvs. at du skal blive på stierne, og at der kun er offentlig adgang mellem kl. 6 og solnedgang. Der er ingen overnatningsmuligheder i Paradisbakkerne, og samler du svampe eller andet, må du kun tage, hvad du kan nå fra stien.
Find i nærheden:
Paradisbakkerne ligger under ti minutters kørsel fra fiskerlejet Årsdale på øens sydøstlige kyst, hvor du kan forkæle dig selv med en øl fra Mikkeller, alt godt fra havet på Årsdale Silderøgeri eller bare nyde udsigten til den lille havn fra terrassen foran den autentiske købmandsbiks Høkeren.