Store udsving – arbejdsløshed
Granitbruddene, som leverede bygningsmaterialer og lign., var følsomme overfor konjunktursvingninger, da bygge/anlægsaktiviteter følger de økonomiske konjunkturer tæt.
I Beretningen fra Dansk stenindustriarbejderforbunds virksomhed 1928-1931 hedder det at: ”Som tidligere berørt gjorde Overgangen til Maskindrift i Stenbrudene mange af vore medlemmer arbejdsløse. Da disse Folk fik opbrugt sin Arbejdsløshedsunderstøttelse, var der ingen anden Udvej, end at selv leje Klipper, producere Brosten og sælge denne til Opkøberne.”
Et tilsvarende hårdt slag var det da fragttilskuddet til bornholmske produkter bortfaldt 1930, hvilket betød at den bornholmske stenindustri nu skulle konkurrere på lige fod på det danske marked med udenlandske producenter af skærver og brosten. Disse udenlandske var angiveligt 25% billigere end de danske produkter.
I 1931 fik valutalovgivningen dog en positiv indvirkning på stenindustrien – ligesom andre danske industrier.
I beretningen fra Dansk stenindustriarbejderforbunds virksomhed 1937-1940 opgøres arbejdsløsheden i Kant- og Brostensbranchen 1939 til skræmmende 48,5 % – Det skyldes to ting ifølge beretningen nemlig, at der var faldende afsætning på det indenlandske marked og at eksportens af brosten til Belgien ophørte i slutningen af 1938.
Anden Verdenskrig – arbejdsløshed og arbejde!
Der findes meget lidt materiale om driften på Hammerværket i Mellemkrigstiden. Fra 1941 hed virksomheden Hammerværket A/S Valdemar Handbergs Stenbrud (også ejer af Moseløkken og andre).
Hammerværket beskæftigede ca. 100 mand i 1940erne. I 1943 lønningslisten er der:
23 stenhuggere (1897/98 60)
24 stenarbejdere (1897/98 24 brostenshuggere)
29 arbejdsmænd
2 smede
5 kløvere (1897/98 3 )
13 maskinarbejdere (1897/98 0)
Fra Dansk stenindustriarbejderforbunds beretningen 1940-1944 fortælles det, at i 1940 er en tredjedel af stenhuggerne arbejdsløse. I 1941g 1943 vendte situationen pludseligt og nu var arbejdsløsheden stort set nul, fordi der ikke længere importeredes erstatningsprodukter fra udlandet, og øget efterspørgsel generelt efter natursten (Fæstningbyggerier).
Forbundet vedtog i øvrigt at påbegynde et samarbejde med arbejdsgiverne. Man skulle propagandere for Natursten – dette skulle i øvrigt ske i samarbejde med ”Dansk Arbejde”.
I forbindelse med anlægget af kanonstillingen ved Dueodde i 1940/41 fik ejerne af Hammerværket Møller & Handberg gennem udenrigsministeriet tilladelse til at levere 70.000 ton skærver til byggeriet. Firmaet producerede da 125.000-150.000 ton skæver om året. I november 1940 var der iflg. firmaet 35.000 t på lager. Da leverancerne gik i gang var der i flere måneder 1940/41 fire daglige godstog med granitskærver fra Hammerværket til bygningen af kanonstilling. Skærverne har troligt anvendt som vejbelægning på de veje, der blev anlagt i forbindelse med byggeriet. Større granitblokke er anvendt i en del af kanostillingerne som blev bygget. Også disse blokke har rimeligvis kommet fra et bornholmsk granitbrud, sandsynligvis Hammerværket. Sporene på Sandvig Station blev også delvist langt om således, at man kunne forbedre transporten til Dueodde. Godstogene kørte via Rønne til Balka Station (fra 1947 Kannikegaard Station).
Under Krigen blev der flere gange stjålet sprængstof på Hammerværket, formodentlig til sabotage mod tyskerne. Der var sabotage mod værket i 1944, hvor der blev hældt syre i en motor. Dette indstillede delvis produktionen i flere uger. Generelt set er er kildegrundlaget til værkets historie under Anden Verdenskrig dog ret sparsomt at det gør perioden vanskelig at belyse.
Sidste akt – stilstand og lukning
Gennem 1950erne producerede Hammerværket stort set kun skærver ca. 100.000 tons årligt. I 1956 var der endnu et fredningsforsøg af Hammerknuden. Den blev dog først fredet i 1970 (1968), men med ret til brydning i et angivet området. Når brydningen ophørte her, kunne der ikke gives lov til ny virksomhed.
I 1967 hugges der ikke længere brosten og chaussesten, og selv kantstenen var hårdt trængt af portugisisk granit. I Dansk Stenindustriarbejderforbunds Fagblad i november samme år lyder derfor opfordringen: ”Vi kan jo synes, at når vi her på Bornholm har et naturmateriale, som gennem menneskealdre har været udnyttet i så rigt mål til mange forskellige formål, at dette naturmateriale, som de store granitforekomster er, pludselig ikke kan udnyttes i fuldt mål på grund af en ublid konkurrence fra et tilbagestående land.”
På trods af motorvejenes konstante udbygning og renovering af byernes veje og baggårde, så fik brostenen aldrig en egentlig renæssance, i hvert fald ikke den danske. I 1971 blev Hammerværket lukket. Ved lukningen af værket var organiseringen af granitbrydningen på Hammerværket stort set den samme som efter moderniseringen i starten af 1920erne/30erne. I det sidste selvstændige nummer af Dansk Stenindustriarbejderforbunds Fagblad i september skriver man: ”Det er simpelthen en katastrofe for både de ansatte og også for vores kommune, hvis disse 2 virksomheder skal komme til at ligge øde hen. Vi får mange arbejdsløse, vel i alt ca. 50 mand, som ingen muligheder har for at blive placeret i andre erhverv.” ”Grønne områder kan lønmodtagere imidlertid ikke leve af, og derfor må og skal der gøres noget effektivt for at bevare så mange arbejdspladser som muligt her på Bornholm.”
(Jacob Bjerring-Hansen)
