Granitten
Granitten på Bornholm blev dannet for ca. 1,5 mia. år siden, langt nede under den overflade vi står på i dag. Jordens indre består af magma, der flyder rundt. Hvis det størkner langsomt bliver det til granit. Det er kun en ca. 50 km tynd skorpe yderst på jordkloden, der udgør den faste overflade vi står på. Granitten er et faste underlag, men nogle steder er der aflejringer ovenpå, det kan være kalksten, ler, sandsten, skifer eller løs jord.
Bornholm er det eneste sted i Danmark hvor der er fritliggende grundfjeld, derfor har der kun været granitbrydning her.
Når man kikker godt på granit kan man se at det består af forskelligfarvede mineraler, der er sat sammen som var det et puslespil. Der er det ofte lyse kvarts, det ofte rødlige feldspat, og så de mørke mineraler, der kan være mange forskellige mineraler, der alle har det tilfælles at de er mørke og blødere end de andre mineraler. De forskellige mineraler kan variere i farve og mængde, så granitten får forskellig farve alt efter hvor det kommer fra. En person, der kender til granit, vil let kunne genkende et stykke granit, og se om det er Vanggranit, hvor de mørke mineraler er samlet i runde korn, Hammergranit, der er rødligt, Rønnegranit, der er meget mørkt eller Svanekegranit, der er meget grovkornet. Grunden til at Vanggranitten er lys grå, er at feldspatten, der ellers plejer at være rødlig er gennemsigtig hvid i Vanggranitten, så kvarts og de mørke mineraler er dominerende for farven.
Prøv selv at finde granitsten i forskellige farver næste gang du er på stranden, eller se en samling sten på NaturBornholm, hvor du også kan tage på en tidsrejse tilbage til granittens dannelse.
Krystalsøen
På dette sted, der er iskoldt og forblæst om vinteren, men stegende hedt om sommeren, er det ikke let for plante at vokse i den smule jord, der er blæst op i sprækkerne mellem klipperne. Men på stenene findes der laver i mange farver, der ser ud til at trives. Laver er i stand til at leve på de rå klipper, fordi de kan nøjes med den næring de får med støv og regn fra luften!
Laver er en dobbeltorganisme, hvor der både er en svampepartner, og millioner af alger. Algerne er de hårdtarbejdende forsørgere, der omdanner luftens støv til sukker ved hjælp af solens energi. Svampen er algernes beskytter, især mod solens udtørrende stråler. Nogle laver er bedre til andre til at beskytte, og her på dette sted med det barske klima, findes der en lav, der hører til blandt de mest barske, der kan vokse i arktiske egne, og langt op af de højeste bjerge. Det er Rhizocarpon geographicum, eller gulgrøn landkortlav, som vi kalder den på dansk. Den blev valgt af Europæisk rumforskningsinstitut til at rejse en tur ud i rummet, på ydersiden af raketten, uden beskyttelse, for at se om der var noget liv på jorden, der kunne klare en sådan tur. Efter 2 uger på ydersiden af raketten, med vakuum, UV-stråling, ekstremt svingende temperaturer, og kosmisk stråling kom laven ned på jorden, og blev undersøgt af videnskabsfolk. De kunne konkludere at laven var fuld levedygtig, og ikke så ud til at bære præg af turen.
Gulgrøn landkortlav finder du mange steder på klipperne ved Krystalsøen, den er gulgrøn, med sorte pletter, og hvis de vokser sig meget store kommer de til at ligne et landkort.
Opalsøen
Mange måger har fundet sig til rette på de stejle vægge der står tilbage efter granitbrydningen. Her finder de fred for de fleste dyr, der kunne finde på at tage æg.
Alken, der ligner en sort-hvid udgave af en søpapegøje tålte ikke larmen fra granitbrydningen, og ægsamling. I 1800-tallet ynglede flere 100 par på de Nordbornholmske klippekyster. Men deres æg var god kost, og blev samlet så ivrigt af de lokale fiskere, at der i 1920 kun var få ynglepar tilbage. De sidste par forsvandt fra Bornholm, sandsynligvis på grund af forstyrrelserne fra graniteventyrets klippesprængninger, der tog til i omfang. Alkene slog sig ned på Græsholmen ved Christiansø, langt fra granitbrydningen. Først i 1990´erne kom de tilbage til Bornholm, hvor de nu ses talrigt.
To vandrefalke, verdens hurtigste fugl, opførte sig territoriehævdende i 2004 på klipperne ved Opalsøen. De fandt åbenbart stedet egnet til at have rede. Desværre opgav de stedet, sandsynligvis på grund af for meget forstyrrelse fra nysgerrige mennesker. Heldigvis fandt vandrefalkene 2 år senere et egnet sted på klippekysten, hvor de fik flyvefærdige unger efter 45 års fravær. Så hvis du ser en fugl, der flyver med 150km/timen så kan det være vandrefalken, der ser ud til at trives på Bornholm.
