Artikel

Godt at vide: Kystfiskeri på Bornholm

Godt at vide om lystfiskeri på Bornholm

AF: RASMUS OVESEN

Spinnefiskeri

Som spinnefisker bør du overveje at medbringe to sæt – et sæt til almindeligt kystspinnefiskeri og ét til bombardafiskeri. I hårdt vejr, og til fiskeri på kyster med pålandsvind, er kraftige stænger kombineret med fletline og relativt tunge og aerodynamiske blink ofte at foretrække. Men der, hvor det går an at fiske med bombarda og flue, er det helt klart en effektiv metode – og nok i særdeleshed i det tidlige forår, hvor fiskene fortsat ikke har slået sig på større byttedyr endnu. Her anvendes som oftest intermediate bombardaflåd på op til 21 gram og op til 3 meter lange 0.20 – 0.25mm fluorocarbonforfang.

FAKTABOKS – LOGISTIK
Bornholm er ganske vist den mest fjerntliggende ø i Danmark, men at komme sig dertil er ikke vanskeligt eller tidskrævende. Der går direkte fly fra henholdsvis Billund og København til Rønne, hvor man kan leje bil. Selve flyveturen tager et sted mellem 40 og 65 minutter alt afhængigt af afrejsestedet.

Ønsker man at have egen bil med, så er det blot at køre via Sverige til Ystad, hvorfra der er flere daglige hurtigfærge-forbindelser til Rønne. Selve overfarten tager 1 time og 20 minutter. Den hyggelige overfart betjenes af Bornholmslinjen, og der er gode bordmiljøer på den lynsnare katamaranbåd, hvor man kan sidde sammen og nyde medbragt eller købt mad – og måske binde en dugfrisk flue eller to.

For flyafgange, tjek: www.bornholmerflyet.dk
For færgeoverfart, tjek: www.bornholmslinjen.dk

FAKTABOKS – OVERNATNINGSMULIGHEDER
Der findes masser af attraktive overnatningsmuligheder på Bornholm, og i vinterhalvåret og det tidlige forår, hvor fiskeriet på Bornholm er på sit højeste, er der ikke på samme måde som om sommeren rift om sengepladserne. Der er masser af hoteller, ferielejligheder, vandrerhjem, bed and breakfasts, campingpladser og sommerhuse at gøre brug af. En guide til Bornholms overnatningsmuligheder finder du her → www.bornholm.info.

FAKTABOKS – FISKEGREJ OG UDSTYR
Der er mulighed for at komme i kontakt med alvorligt store fisk på Bornholm, og mange foretrækker derfor at fiske med 9,6 fod lange #7 eller sågar #8 fluestænger med en god del rygrad. Stængerne matches typisk med intermediate skydeklumper, som udover at skære godt igennem vinden finder den rette fiskedybde og sikrer god kontakt til fluen uanset bølgegang. Dette fluegrej assisterer desuden fint med at få sendt fluerne på langdistancen uanset vejrforhold – noget, som på flere pladser med undersøiske rev og plateauer, kan være nøglen til succes. I tillæg muliggør det kraftige udstyr fiskeri på pladser med pålandsvind og store bølger – også når der vades dybt.

Fluerne, som anvendes, er ikke ulig dem, der bruges under havørredfiskeri andre steder i Norden. Men Bornholmerne har en tendens til at favorisere lidt mindre mønstre og ikke mindst mønstre i pink og lyserøde farvevariationer, som synes godt i vandet – selv når det er ganske opplumret. Mønstre, som er populære blandt de lokale, er blandt andet Skyggen, Polar Magnus, Kobberbassen, Pattegrisen og Brenda.

Udover selve fluegrejet og den sædvanlige fluefiskebeklædning – som bør være varm og vind- og vandtæt – er der to supplerende stykker udstyr, som er til stor hjælp: Henholdsvis en linekurv og en vadestav. Sidstnævnte er vigtig, når der vades langs med Bornholms klippekyster og på de stræk, hvor der er store, glatte rullesten. Vadestaven er desuden vigtig, når der fiskes over dybt og plumret vand og i høje bølger. Her kan en vadestav nemlig være forskellen på, om man kommer gennemblødt hjem fra fisketuren eller ej. Linekurven er vigtig ikke kun for dem, der fisker med skydeklump og skydeline, men også for dem, der sværger til WF-liner. Uanset om der fiskes direkte fra klipperne, eller om der vades, så er der i tillæg til tidevandsstrømme ofte store bølger samt sten og blæretang, som kan obstruere ens kast. Selvdrænerende og robust byggede linekurve er at foretrække – specielt, når der vades dybt på kyststræk med pålandsvind og store bølger.

FAKTABOKS – FISKERIET
Der kræves nationalt fisketegn for at fiske på Bornholm, men med det i lommen kan du til gengæld fiske stort set overalt langs med Bornholms kystlinje. Eneste undtagelse er områderne omkring de åmundinger, som er omfattet af periodevise eller helårlige fredninger. Desuden skal du være opmærksom på, at farvede fisk er fredede i perioden fra d. 16. september og frem til d. 28./29. februar rundt om hele øen. Alle gældende fredningsbestemmelser finder du på Fiskeristyrelsens hjemmeside: www.fiskeristyrelsen.dk. Du kan også læs mere her: fishingindenmark.info

Sæsonen strækker sig fra oktober og frem til starten af maj, og højsæsonen er fra marts til slutningen af april. Vintermånederne kan også byde på periodevist godt fiskeri – særligt, hvis vandtemperaturerne ikke er alt for lave.

De lokale Bornholmere er ofte på udkig efter kystpladser med pålandsvind og opplumret vand – pladser med turbulens og svæv i vandet. Her er der ikke så sjældent aktivt fødesøgende fisk, og ofte trækker de tæt ind langs med land. Mange store fisk er blevet taget under sådanne forhold, men det er dermed ikke sagt, at det ikke lader sig gøre at lande flotte fisk i godt vejr og på lækyster – for det er det bestemt.

Vigtigst af alt er det at forflytte sig og affiske flere forskellige pladser, indtil man lokaliserer fiskene. De kan nemlig tit være stimlet ganske meget sammen i bestemt områder; for eksempel i små vige og bugter eller langs med dybdekurver og rev. Affisk derfor kyststrækkene bevægeligt og brug ikke unødigt lang tid på de enkelte pladser. Én gennemfiskning af et kyststræk er som regel nok til at få en god indikation på, om der er fisk på pladsen eller ej.

Har du brug for en lokal fiskeguide med masser af erfaring og højt humør, så kan Bjarke Borup anbefales på det varmeste: www.bornholmfiskeguide.dk

Her finder du Rasmus Ovesens bud på 5 gode fiskespots på Bornholm. 

Tema
Læs mere om kystfiskeri på Bornholm
Tema
Læs mere om Lystfiskeri i søer på Bornholm
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00