Artikel

Derfor er Bornholm et godt feriested for børn

Camilla Wandahl

Blogger

https://fabelmor.dk/

Bornholm er en dejlig ø fuld af oplevelser for børn og deres familier. Oplev historiens vingesus ved Hammershus, mød sommerfugle så store som en hånd eller se fortidens kæmpe dinoer på NaturBornholm, spis karameller og is i lange baner eller tag en tur med karusellen i Brændesgårdshaven sammen med ungerne. Bornholm har alt, hvad et barnehjerte kan begære.

Hvis man kører fra København og tager færgen fra Ystad til Rønne, tager hele turen til Bornholm faktisk kun fire timer. Og halvanden time sidder man på færgen og kan nyde en kop kaffe eller lidt frokost, mens børnene leger i legeområdet. Det er endda muligt at tage hunden med på færgen, hvis familien også tæller en hund.

Og så er det ellers bare med at komme ud og opleve den solrige klippeø!

5 gode ferieaktiviteter med børn på Bornholm

Brændesgårdshaven
Brændesgårdshaven er et idyllisk sommerland, der er indrettet med smuk natur og vandløb side om side med forlystelser, mini zoo og vandland. Der er altså lidt for enhver smag, og også god mulighed for at købe en is eller spise frokost. Man kan sagtens få en hel dag til at gå i Brændesgårdshaven!

Sommerfugleparken
Har du nogensinde set en sommerfugl på størrelse med en barnehånd? I Bornholms Sommerfuglepark kan man møde både sommerfugle, skildpadder, fisk, vandrende pinde og vandrende blade. Og hvis det bliver for varmt i tropeområdet, kan I søge ud på legepladsen eller i blomsterparken, hvor der også er en kaningård. Sommerfugleparken er et hyggeligt udflugtsmål for hele familien – og der er også et temaområde med viden om silke for de voksne.

NaturBornholm
NaturBornholm bliver I klogere på en sjov måde. I kan møde de store dinosaurfigurer, se en film, der fortæller om Bornholms historie eller køre en tur i en lille el-bil. Nu er der jo mange solskinstimer på Bornholm, men skulle I rende ind i en byge, er NaturBornholm også hyggelig i regnvejr. Man kan købe mad, is og souvenirs i butikken.

Bådtur i Hammerhavnen
denne bådtur ser I Hammershus fra en helt ny vinkel – nemlig nedefra. Skipper sejler ud, når båden er fuld, og så kan I se Bornholms fugleliv, sejle ind i en grotte og højt over klipperne troner så Hammershus i alt sin rustrøde pragt. En dejlig tur på en lille time for hele familien. I Hammerhavnen er det muligt at købe mad og is.

Bornholms Rovfugleshow
Det er både sjovt og lærerigt at besøge Bornholms Rovfugleshow. Her viser de store fugle sig fra deres bedste side – og I får også mulighed for at møde papegøjer, høns og en grip. Derudover er der både ponyer, en varan og en slange. Børnene kan få en tur på ponyerne inden rovfugleshowet, og hvis der er børn med, som er for små til selve showet, der en legeplads tæt på. Man kan købe is og kaffe og souvenirs og hele familien kan sagtens få tre timer til at gå der.

Som I kan se af ovenstående bugner Bornholm af skønne aktiviteter for hele familien. Og sandheden er jo, at børnene også tit elsker en tur til stranden eller i skoven – og begge dele byder Bornholm heldigvis også på. Og så skal I heller ikke snyde jer selv for en tur i Svaneke, der er én af Bornholms hyggeligste byer.

Det kan godt være, at Bornholm er børnenes ø, men når børnene er glade, er forældrene det som regel også. Og på den måde bliver Bornholm jo faktisk familiernes lille ferieperle.

 

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00