Stenindustrivirksomheden på Bornholm er ikke stort mere end 150 år gammel. I en ”Beretning om en undersøgelse over Bornholms Mineralogi 1819” fra 1815 af geologerne Rawert og Garlieb omtales granitten ganske vist, men brydning nævnes ikke, og den første efterretning om dette stammer da også fra 1819.
Det område, hvor granitindustrien fik den største betydning, var Nordbornholm. Her nævnes det første granitbrud o. 1860, da købmand Magnus Ipsen Curdt i Allinge begyndte at bryde sten på en grund til gården Hammersholm, den såkaldte ”Moseløkke”, hvilket han fortsatte med til sin død 1884. Derefter videreførtes værket af Hans & Jørgen Larsen, København, der lejede løkken og senere købte den.
På Nordbornholm var der 2 kooperative stenbrud; det første blev oprettet 1890, da nogle arbejdere efter en strejke slog sig sammen og købte ”Kokkeløkken”. Det andet, ”Forbundet”, oprettedes 1898, da nogle arbejdere sammen købte gården ”Hammersholm”, idet de tegnede aktier à 10 kr. På gårdens område anlagdes stenbruddet ”A/S Hammersholm”, hvorfra et tipvognsspor førte ned til et stenhuggeri ovenfor Allinge – det såkaldte ”Mohrs værk”, opkaldt efter den første leder. I 1920 købtes hele virksomheden af Møller og Handberg.
I Olsker oprettedes o. 1910 Borrelyngens Granitværk. Men mange flere har drevet stenhuggeri på Nordbornholm, idet de blot lejede et areal af en landmand og derefter gik i gang med at bryde sten dér på egen regning. 3. udgave af Trap fra 1899 opremser i Allinge og Sandvig 4 stenhuggerier med tilsammen 200 arbejdere dvs. en tidobling siden 1872.
Områdets største virksomhed kom til at ligge på Hammerknuden på Bornholms nordspids. I 1840erne udskiftedes fælleslyngen på Bornholm og ”Hammeren” blev derved tillagt Allinge-Sandvig kommune, men ejendomsretten fik kommunen først i 1873. 2 år senere solgte byerne Hammeren til en grosserer J. C. Martens for 32.000 kr. og denne begyndte derefter at drive stenindustri i området, indtil han nogle år senere måtte holde op pga. dårlig økonomi. 1884 solgte han området til sin svoger, baron Ohlendorf, i Hamburg.
1890 købte baron Ohlendorf yderligere Sæneagrene, området neden for Hammerknuden, af brødrene Dam i Allinge og søgte staten om tilladelse til at anlægge en udskibningshavn. Tilladelsen fik han i juli 1890, men skulle som modydelse sikre Allinge Havn årlige bropenge på mindst 2500 kr.. 1891-92 anlagdes så ”Sænehavnen” eller ”Hammerhavnen” af ingeniørerne Berg, Paulli og Nohr og samtidig omdannede baronen stenværket på Hammeren til et aktieselskab ”A/S Bornholms Granitværk” med et dansk bestyrelsesråd. Værket var stort anlagt og kom også til at drive storproduktion; Trap 1899 nævner 350 arbejdere. Ved 1. verdenskrigs udbrud købte staten Hammeren og Hammerhavnen tilbage for 575.000 kr. og selskabet likviderede; 2 år efter i 1916 opløstes det, og driften ophørte helt.
Endelig skal Vang Stenbrud omtales. Efter at Jacob Mogensen i 1896 havde solgt sit stenbrud i Knudsker ved Rønne, fortsatte han samme år med stenbrydning i Ringebakkerne syd for Vang fiskerleje; bruddet hed i folkemunde ”Klondyke” Området havde han erhvervet i 1891, og bruddet anlagdes i forbindelse med udvidelsen af Vang havn.. Fra dette sted udgik en hel del arbejde til Københavns nye rådhus, og efter at Mogensen i 1905 havde solgt virksomheden til
”A/S De forenede Granitbrud, Sandstensbrud og Stenhuggerier på Bornholm” meget arbejde til Christiansborg Slot i årene 1909-12.
(Anne Dyhr)
