Tip til turen: Husk gode sko og en madpakke. Nordbornholm opleves bedst, når man tager sig tid til at mærke klipperne under fødderne og lytter til øens mange fortællinger. God troldejagt!
I den helt nye film om den lille trold Krølle Bølle ser vi øen gennem troldenes øjne – et landskab med dramatiske klipper, dybe sprækkedale og historiske borge, der gemmer på hundredvis af års hemmeligheder.
I filmen bliver øens mest ikoniske steder vakt til live, og nu kan du selv tage familien med på eventyr, for vi inviterer jer her med i Krølle Bølles fodspor. Tag med på en magisk rejse, hvor historien møder fantasien, og oplev Bornholms sjæl i børnehøjde.
Hammershus var Bornholms hovedsæde i middelalderen, fra det blev opført i slutningen af 1200-tallet. Her boede herskere fra både danske, svenske og tyske herredømmer. Da det blev forladt som højborg, blev det også brugt som fængsel, og midt i 1600-tallet sad et meget berømt adelspar fængslet her: Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt. En nat flygtede de ved at kravle ned ad de stejle klippeskrænter med sammenbundne lagener. Når I går rundt mellem de tykke mure, kan I mærke suset fra fortiden. Det var her, et helt samfund levede beskyttet af de stejle klippesider, som gjorde borgen næsten utilgængelig. Forestil jer, hvordan Krølle Bølle må have gemt sig i de mørke kroge af fængselstårnet, eller kigget ud over voldgraven.
For 150 år siden genlød Nordbornholm af lyden fra hammerslag mod granit. Mange mennesker arbejdede i granitbruddene, og mange levede i små arbejderboliger i og omkring Sandvig Havn. I dag er det gamle brud fyldt med vand og står som en af øens smukkeste badesøer. Ved Opalsøen kommer I tæt på de kræfter, der har formet Bornholm. I kan gå den stejle tur op til kanten og forestille jer stenhuggernes hårde arbejde, eller I kan få den ultimative oplevelse ved at svæve over søen i en tovbane højt oppe fra klipperne.
Hvis I følger skovvejene fra Hammershus mod Moseløkke Stenbrudsmuseum, finder I Ankermyr. Det er en fin lille tørvemose, hvor man i ”Hammershus-tiden” udvandt tørv til brændsel på slottet. For de naturinteresserede gemmer mosen på en ekstra oplevelse: Her lever de sjældne lægeigler stadig. De blev måske brugt som "medicin" på slottet i gamle dage! I filmen er det netop i den tætte bevoksning og ved det stille vand, at man skal kigge ekstra godt efter, hvis man vil spotte en lille trold med en krølle på halen.
Hammeren Fyr har en historie, der går 150 år tilbage. Ved sin opførelse i 1872 var det et af de mest moderne fyr med elektricitet og radiosignaler, og det har været med til at skabe sikkerhed for skibsfarten i Østersøen. I dag kan du gå op i fyret, der er åbent fra kl. 9 til solnedgang i sommermånederne. Herfra har du en mageløs udsigt over hele Nordbornholm med havudsigt over 180 grader og blik til Sydsverige. Herfra kan du virkelig betragte den enestående natur, der udfolder sig omkring Hammerknuden.
Ravnedalen er en af Bornholms mange sprækkedale og er meget smuk og let tilgængelig fra P-pladsen på Borrelyngsvej. I sensommeren er dalen dækket af blomstrende lyng. Der er en god grund til, at området hedder Ravnedalen; her er nok af dem. Selvom man endnu ikke har fundet deres reder, bevidner deres karakteristiske skrig, at de bor her. Det er et perfekt sted at lede efter spor fra filmens trolde mellem klipperne.
Kyststien mellem Allinge og Sandkaas er mageløs med strandenge og små fine lommer med sandstrande mellem klipperne. Her skiller en enkelt vandreblok sig ud som en kæmpe afrundet sten, som man har døbt Æggehønen. Dette område blev i ”Hammershus-tiden” brugt til fælles græsning for slottets husdyr. Det er et oplagt stop på turen for at mærke havets kræfter og se de fascinerende stenformationer, som troldene elsker.
Tip til turen: Husk gode sko og en madpakke. Nordbornholm opleves bedst, når man tager sig tid til at mærke klipperne under fødderne og lytter til øens mange fortællinger. God troldejagt!