lillemor
Tina Amtrup Ekdahl er mor til to, gift med en mand, der er længere end hende selv og deler humoristisk ud af livet som mor og kone på Instagram.
Ja, okay… jeg har egentlig kun én teenager, men jeg har også en 12 årig, der tror, at han er 17 år. Så tæller det vel lidt som en teenager, ik'?
Både ham på 12 og hende på 14 var ellevilde, da vi fortalte, at vi skulle til Bornholm igen i påsken. De husker nemlig tydeligt den hyggelige efterårsferie for nogle år siden, hvor vi lavede bolcher i Almuegaardens bolchekogeri, var til rovfugleshow og kravlede rundt blandt trætoppene i klatreparken Nature Park.
En ting der særligt har sat sig i deres hukommelse var Bryggerbenene på Svaneke Bryghus, så de var spændte på det nye forårseventyr, der ventede, og hvor Bryggerbenene uden tvivl var på agendaen.

Familier er forskellige, og for os har Bornholm været et samlingspunkt, hvor vi kunne invitere familien ind i hinandens univers.
Min datter på 14 er kreativ, og derfor var det oplagt at besøge Hjorths Fabrik, hvor vi alle fire forsøgte os med drejeskiven og en klump ler. Nogle skåle blev flottere end andre, men vi fik en (endnu) større respekt for det kreative univers, som min datter beundrer.

Min søn på 12 elsker fart og adrenalin, så vi skulle naturligvis et smut forbi Bornholmsgocartcenter og dyste mod hinanden.
Nu er det ikke for at blære mig (jo det er), men jeg fik den bedste og hurtigste tid! Jeg brugte muligvis også nogle ufine tricks undervejs, som helt sikkert ikke var gået i den almene trafik, men nogle gange må man tage særlige redskaber i brug, når der er en medalje på spil.

Lillefar elsker naturen. Jeg har da hørt om begrebet “natur” før, men jeg har det bedst med at sidde med et glas kold hvidvin, mens jeg kigger på naturen – jeg er sjældent aktiv med den!
Det var jeg dog på Bornholm, og jeg er stadig overrasket over, at jeg iførte mig sele, hjelm og rappellede (ja, I læste rigtigt) 45 meter ned med udsigt ud over opalsøen. Jeg vidste slet ikke, at man kunne booke rappelling og klatring, men det kan man altså hos Klatring Bornholm, og der var en meget pædagogisk guide med (med ekstraordinært meget tålmodighed).

Lillefar var meget overrasket over, at jeg endte med at gøre det. Lige så overrasket var han, da jeg efter vores tur på Bornholm ytrede, at jeg måske vil købe en mountainbike. Både Lillefar og vores søn på 12 år har nemlig en mountainbike, og vores søn går faktisk til mountainbike i sin fritid.
Derfor skulle vi naturligvis på mountainbiketur i Almindingen hele familien – også mig og vores teenagedatter. Jeg må indrømme, at jeg aldrig helt har forstået fidusen med at køre rundt på en cykel i en skov, men vi havde det helt vildt sjovt alle sammen, og en dygtig instruktør fra Bornholms cykeludlejning (der havde lånt os nogle gode mountainbikes), viste os og guidede os igennem en masse udfordrende spor i Almindingen. Hvem havde troet, at jeg skulle overveje at købe en mountainbike?

Slutteligt skulle jeg indvie min familie i min absolutte yndlingssport: Chokolade og flødeboller. Det gjorde jeg hos Kjærstrup Chokolade, hvor vi bl.a. smagte deres populære Flødebolle softice (et absolut must, når man er på Bornholm!)

Ah, jeg savner allerede duften af røgerier, den gode mad, naturen (ægte) og samværet med familien. Godt at Bornholm ikke ligger længere væk, end det gør!