Gudhjem Museum er et godt udgangspunkt for dit besøg i Gudhjem, hvis du gerne vil vide noget om, hvorfor byen ser ud som den gør, og hvordan livet har formet sig på dette idylliske sted gennem tiderne.
Her er alle velkomne – voksne, unge og børn.
Museet holder til i den gamle smukke stationsbygning fra 1916, som er tegnet af arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker. Bygningen er fredet og står stadig med en stor del af det originale interiør.
Da jernbanen blev nedlagt, lykkedes det en række lokale kunstnere at købe bygningen og omdanne den til museum. I 1990 blev museet udvidet med en ny og lys udstillingsbygning.
Kom helt tæt på Gudhjems spændende historie med jernbane, blomstrende fiskeri, sejlads til fæstningen Christiansø og ikke mindst oplev kunsten fra mange af fantastiske kunstnerne, der har ladet sig inspirere i byen.
I 1900-tallet blev Gudhjem stedet, hvor tidens kunstnere slog sig ned. Derfor findes der nok ikke nogen anden by i Danmark, som er blevet afbildet i samme omfang. Malerne stod tæt på Bokul med hver deres staffeli og forsvarede deres pladser.
Gudhjem Museum blev skabt af byens kunstnere. Det er et bevis på, hvor stor kunstens indflydelse var, og det forpligter stadig. I dag vises skiftende udstillinger med både nutidens og fortidens kunst med relation til Bornholm og Gudhjem.
I dag har Gudhjem Museum også etableret en Sommerfuglemarken på deres jordstykke, som er habitat for mange vilde planter og insekter. Nogle af museets skulpturer er placeret i marken og bliver på den måde et mødested mellem natur, kunst, historie og mennesker.
I forbindelse med de enkelte udstillinger foregår der forskellige events som fx guidede ture, rundvisninger, foredrag, workshops og koncerter.
LAND er navnet på et kunstprojekt, som Ben Woodhams udførte i 2023. LAND er en vandretur rundt på Bornholm i 52 etaper, altså en tur en gang om ugen gennem hele året. Hver tur foregik om fredagen og startede ved solopgang og sluttede ved solnedgang, uanset hvor dårligt vejret blev, og hvor lang dagen var. Han startede hver tur der, hvor han sluttede turen ugen før, og han malede, tegnede, og observerede mens han gik. Læs mere om udstillingen her
Få en unik oplevelse, når museumsbesøg og byvandring går hånd-i-hånd. Oplev først udstillingen på museet, hvor en række forskellige kunstnere gengiver motiver fra Gudhjem igennem tiden. Følg herefter i kunstnernes fodspor ud i den virkelige verden og gå på opdagelse i byen for at se, om motivet stadig kan genkendes. Du får et gratis kort, der viser vej. Når du har fundet et af motiverne kan du tage et foto af det og deltage i en konkurrence. Læs mere her.
Gudhjem Museum præsenterer 10 af kunstnersammenslutningens i alt 15 medlemmer sammen med tre indbudte gæster. Udstillingen byder på maleri, grafik, keramik, foto, smykkekunst og skulpturer og giver indtryk af den variation og spændvidde, der findes i øens samtidskunst. Samtidig vil der være en mindeophængning med værker af de nyligt afdøde medlemmer i kunstnersammenslutningen, Inge Lise Westman og Tonning Rasmussen. Læs mere om udstillingen her.
Særudstilling med værker af kunstneren Aage Schad En kunstner, der arbejdede i Gudhjem i 1900-tallet, og som i dag er ved at være helt glemt., selvom han i en periode oplevede stor anerkendelse og berømmelse både i Danmark og i udlandet. Oliemalerier, skitser og ikke mindst nogle af de skulpturer, der gjorde Aage Schad så berømt i en kort periode. Læs mere om udstillingen her.
Keramik, glas, textil, træ og ædelmetal. Som et billede på, hvordan Bornholm tiltrækker kunsthåndværkere fra hele verden, præsenterer Gudhjem Museum hele 13 kunsthåndværkere af 11 forskellige nationaliteter, men alle bosat på Bornholm, i udstillingen under det fælles tema ”White”. Læs mere om udstillingenher.
Gudhjem Museum har en stor samling af Oluf Høst’s skitser. Dem har museet digitaliseret, så de nu bliver formidlet på en skærm i et rum, der samtidig fungerer som bogcafé. Her kan du studere de bøger, som museet sælger, inden du bestemmer dig for et køb. Læs mere her.
Den gamle stationsbygning fra 1916 er i sig selv et besøg værd. Huset er bevaret med pakkerum, vestibule og ventesal. Arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker nøjedes ikke med at tegne selve huset. De dekorerede også lofter og designede møbler. Selv et ”moderne” bornholmerur sørgede de for. Læs mere her.
Lige foran Gudhjem Museum finder du først en skulpturhave med værker af bornholmske kunstnere. Skulpturhaven glider over i en 15.000 m2 stor mark mod syd og sydøst. Sommerfuglemarken er etableret i 2021, og den skal bringe blomster, bier og sommerfugle tilbage. Læs mere her.