}
Her forenes KUNST, HISTORIE og NATUR på ét og samme sted
Gudhjem Museum
viser skiftende udstillinger med primært fokus på bornholmsk kunst og kunsthåndværk i den lyse og indbydende udstillingssal.
I den fredede stationsbygning fra 1916 kan du fordybe dig i Gudhjems lokalhistorie og vores samling af skitser med værker af bl.a. Oluf Høst. Bygningens unikke arkitektur og originale interiører gør den i sig selv til et besøg værd.
Foran museet finder du en skulpturhave og en 15.000 m2 stor mark med vilde blomster og sommerfugle. Gå en tur på stierne i området og oplev, hvordan natur og kunst spiller sammen.
Kunsten
Den nye udstillingsbygning, tegnet af arkitekt Niels Frithiof Truelsen, er skabt til udstilling af kunst og kunsthåndværk med et flot lysindfald og god plads.
I løbet af en sæson vises 6-7 forskellige udstillinger med både ny og ældre bornholmsk kunst.
Faste indslag er Kunstrundens fælles udstilling og kunstnersammenslutningen Holkahestens sommer udstilling, som netop i 2021 fejrer sit 20-års jubilæum på Gudhjem Museum.
Se udstillingsprogrammet på museets hjemmeside.
Historien
Den gamle jernbanestation, tegnet af arkitekterne Kay Fisker og Aage Rafn, danner ramme om historiefortællingen. Bygningen blev indviet i 1916 og fungerede som endestation for Gudhjembanen, indtil denne blev nedlagt i 1953.
I stationsbygningens oprindelige pakkerum kan du dykke ned i historien om lokalbanen mellem Almindingen og Gudhjem. I den fine, gamle vestibule finder du en udstilling om “Handel og Håndværk i Brøddegade fra 1890 til 1990” – en fotoudstilling, der giver dig fortællingen om alle gadens huse og de mange erhverv, der var repræsenteret i gamle dage.
Naturen
Som noget helt nyt i 2021 lukker museet op for adgangen til et stort sommerfuglehabitat, hvor vild natur skal råde. Her vil være åbent for besøg hele døgnet.
Skulpturhaven med værker af Ole Christensen, Inge Lise Westman, Julie Høm og Jun-Ichi Inoue bliver en integreret del af sommerfuglemarken.
Museumsbutikken
har et stort udvalg i postkort, plakater og mange spændende bøger med relation til livet i og omkring Gudhjem. Både historiske beretninger og kunstbøger.
Et rum til fordybelse
Museets skitsesamling med værker af bl.a. Oluf Høst er scannet ind og vises på en skærm i samme rum, hvor et udvalg af skitserne er ophængt. Samme sted kan du sidde roligt og kigge i de bøger og pjecer, som er til salg i butikken.
Lokalhistorisk arkiv
Museet har et spændende billedarkiv med fotos og beretninger om livet i det gamle Gudhjem. Gå på opdagelse i historien her
Der er ikke fast åbningstid på arkivet, men besøg kan aftales individuelt ved henvendelse til arkivet.
Andre aktiviteter og events
Tjek eventkalenderen for dage og tider.
Medlemskab
Medlemmer af foreningen Gudhjem By- og Museumsforening har gratis adgang til museet, mens andre betaler 50 kr. i entré.
Medlemskab koster 125 kr. årligt eller 250 kr. for en husstand. Man kan melde sig ind i foreningen ved besøg på museet.
Gudhjem Museum er det bedste udgangspunkt for dit besøg i den skønne bjergby.
Her får du indtryk af, hvordan byen og omgivelserne har inspireret kunstnerne gennem tiden. Samtidig giver museet dig fortællingen om byens historie og udvikling.
Social:
Åbningsperiode
01. april - 25. april
30. april - 02. maj
08. maj - 16. maj
22. maj - 13. juni
19. juni - 25. juli
Åbningstider
Torsd.- Sønd. 13.00 - 17.00
Særlige åbningsdage
Særlige lukkedage
Entrépriser
Voksne
kr. 50,00
Unge u. 18 år og medlemmer af Gudhjem By- og Museumsforening
Gratis
Gudhjem Museum
Gudhjem Museum
Stationsvej 1
3760 Gudhjem
Tags: Billedkunst, Efterår, Forår, Gudhjem, Historie, Kristi Himmelfart, Kultur, Kunst, Kunsthåndværk, Museum, Påske, Pinse, Sensommer, Sommer, Store bededag