Artikel

Klassiske Bornholm for par

Bornholms traditionsrige attraktioner går aldrig af mode. Hammerhus, rundkirker, Christiansø og silderøgerier; og en tur til det mere ukendte Bornholm måske kan tilføre ferien et strøg af romantik og ro til afstresning.

Bornholms nordspids gemmer på mange smukke steder

Hammershus og Hammerknuden er en totaloplevelse med borgens imponerende bygningsværk og spændende historier, krydret med en gåtur i det bjergagtige nærområde med fuglefjelde og vidunderlige udsigter.

Hammerhavnen er en skjult perle. En bådtur herfra til klippekystens grotter fremviser Bornholm som Danmarks svar på Capri. Er der tid og kræfter til mere, så overvej en gåtur Hammerknuden rundt og mærk sommerens krydrede dufte, de store vidder, den vibrerende energi og skiftende vues, der bare bliver bedre og bedre.

Bornholm har fire rundkirker, Nyker, Nylars, Østerlars og Olsker. De er opført i perioden 1150-1250, samtidigt med Hammershus. Her mærkes historiens vingesus, og så kan man ellers spekulere over, hvorfor de blev bygget. Historikere mener, de blev opført som en kombination af kirke, fæstning og tilflugtsrum, mens nye teorier antyder, at Tempelridderne er bygherrer til både rundkirker og Hammershus.

Nordens første søfæstning Ertholmene

18 kilometer nordøst for Bornholm ligger Christiansø og Frederiksø og venter med sin eventyrlige verden, der nærmest virker uberørt siden søfæstningens aktive tid fra 1684 til 1856. I ankommer dog ikke til en stillestående museumskulisse, men oplever et levende samfund med små 100 indbyggere, skole, kro, campingplads, købmand osv. Og i 2017 står det nyrenoverede Store Tårn færdigt som en ny interessant turistattraktion.

Få mangfoldige madoplevelser på Bornholm

Silderøgerierne ligger som perler på snor langs kysten og er ægte bornholmsk hygge og madkultur. På Hasle Røgeri foregår røgningen af sild på gammeldags og traditionel vis i åbne skorstene med ellebrænde. På en guidet tur fortælles om røgningen, den bornholmske silderøgnings historie og fremvisning af de historiske bygninger.

Kom helt ned i den bornholmske natur

Og så til roen og fordybelsen. Helleristningerne på Madsebakke ved Allinge og nærliggende imponerende Moseløkken Stenbrud vidner om to spændende epoker i Bornholms historie.
De gamle købstæders og fiskerlejes små krogede gader med 200-300 år gamle huse er oplagt til afstressende slentreture med kig ind i hyggelige haver med sydlige planter som figen, morbær m.fl., som nyder godt af Bornholms lange og varme eftersommer.

Endnu mere afstresning opleves i øens skove. Almindingen med sine bisoner, Ekkodalen og øens højeste punkt, Rytterknægten. Paradisbakkerne med sin urskovsagtige natur og mange små søer, nærmest som en rejse til det nordlige Skandinavien. Rø Plantage med sin dybe, stille ro og den maleriske kunstige sø. Fredfyldt, eksotisk og nærmest jungleagtigt er det i øens sprækkedale, med f.eks. vandfaldene i Døndalen og Kobbeådalen.

På en dejlig badedag venter Dueodde med det fine hvide sand og høje klitter, bountystranden ved Balka, eller hvad med Nordbornholms skjulte klippebugter med sandstrande á la Grækenland? Og så er der klipperne, hvor en tur til de stejle Helligdomsklipper og de hemmelighedsfulde grotter kan kombineres med god kunst hos Bornholms Kunstmuseum.

Nogle af Bornholms klassiske oplevelser

1

Hammershus

På en stejl klippeknude - på Bornholms nordspids - står de imponerende ruiner af middelalderfæstningen Hammershus. Et yndet udflugtsmål for hele familien.

2

Østerlars rundkirke

Velkommen til Østerlars Rundkirke - Bornholms og Danmarks største rundkirke!

3

Christiansø

Besøg verdens første flådebase og et imponerende fæstningsværk fra 1684. En endagsudflugt til fæstningsøerne Christiansø og Frederiksø – Danmarks østligste punkt.

4

Hasle Røgeri

Nyd lækre røgvarer hos Hasle Røgeri.

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00