Hvad er en guldgubbe?
Ved udgravningerne på Sorte Muld har arkæologer sammenlagt fundet over 2500 små og tynde guldplader på størrelse med et frimærke, som kaldes for guldgubber. Disse viser oftest et menneske, deraf navnet. Andre plader viser billeder og konturer af dyr.
Hvordan lavede man guldgubberne?
Guldgubberne er fremstillet af såkaldt guldblik, der er lavet ved at omsmelte gamle guldmønter og udhamre dem til en papirtynd folie. Selve motivet blev oftest stemplet på bagfra, eller man ridsede motiverne ind manuelt. Man antager, at guldgubberne stammer fra omkring år 550-600 efter Kristus.
Hvad er en guldgubbe værd?
Guldgubbernes værdi har ikke ligget i materialværdien – men snarere i den symbolske og kultiske værdi. Man går ud fra, at guldgubberne blev brugt som en slags tempelpenge og offergave.
Læs mere om Sorte Muld under billedet.