For rigtig mange mennesker er medefiskeri starten på lystfiskerlivets glæder!
På Bornholm finder du masser af søer med gode bestande af suder, karper og skaller, og medefiskeri er derfor let tilgængeligt for alle – ung som gammel.
Medefiskeri betyder i al sin enkelhed fiskeri med naturlige agn, som fx orm, majs, maddiker, dej, brød eller agnfisk.
Alle fisk – både “rov”- og “fredfisk” – vil kunne fanges på en eller anden form for naturlig agn, og i modsætning til pirke-, spinne- og fluefiskeri er der ikke tale om “imitationer”, der skal efterligne byttedyr. I medefiskeriet er agnen “den ægte vare” – noget der både kan ses, lugtes og spises.
Medefiskeriet byder på et væld af forskellige fiskemetoder, men du behøver ikke at vide en masse om foder, stænger etc. eller investere i en masse specialgrej for at nyde en dejlig dag ved en af Bornholms smukke moser eller søer.
Alt, du har brug for, for at komme godt i gang med medefiskeriet er et helt almindeligt spinnesæt bestående af en let 7-8’ spinnestang og et solidt spinnehjul med 0,20 – 0,25mm nylonline (eller fletline).
I tillæg skal du anskaffe dig nogle agnkroge i passende størrelse alt efter, hvilken art (eller hvilke arter), du har tænkt dig at fiske efter. Krogene monteres på simple tackler enten under et flåd med nogle splithagl til at balancere flåddet (hvis der skal fiskes i overfladen) eller over- eller bag et bundlod (hvis der skal fiskes på bunden).
Når agnen først er placeret, kan man læne sig tilbage og nyde omgivelserne, imens man venter i spændthed på at hugget falder.
På Bornholm kan du fiske uden særligt fiskekort i de kommunale søer, hvor det især er følgende, der er de mest interessante:
Rubinsøen i Hasle Lystskov, der har en fin gedde- og aborrebestand
Safirsøen i Hasle Lystskov, der foruden gedde og aborre, byder på et væld af fredfisk, såsom fx karper.
Snorrebakkesøen, der ligger ved Snorrebakken, lige uden for Rønne, og byder på et spændende gedde og aborre fiskeri, og et glimrende ålefiskeri.
Kanegårdssøerne, der ligger i Kanegårdsskoven lige uden for Rønne og byder på karpe, suder, ål og andre fredfisk samt lidt gedder og aborre.
Kaolingraven i Rønnes udkant der fortrinsvis byder på geddefiskeri.
Søen ved Torneværksvej i Rønnes udkant, der byder på forskellige fredfisk, bl.a. karper.
Desuden kan du fiske uden særligt fiskekort i følgende to statsskovssøer:
Sdr. Borgedal, der ligger i Rø plantage, og der fanges smågedder, skaller og bækørred.
Åsedam, der ligger i Almindingen, hvor der er gedder og aborre og ål at fange, hvis ikke man nøjes med en skovtur med lidt skallefisker.
I nedenstående søer kan du fiske på Bornholm:
Ørredsøen på Vellensbyvej: Put & take efter ørreder. Kortsalg på stedet og i Sport Dres Bornholm.
Stenbrudssøen: Ligger ved campingpladsen i Nexø, hvor dagskort bl.a. kan købes. Her kan fanges gedder, sandart, suder, ål.