Bornholm blev i april 2020 kåret som EU’s mest bæredygtige energi-ø, og for at at have den mest ambitiøse, bæredygtige energiudvikling. Prisen anerkender at Bornholm tidligt begyndte udfasningen af kul og olie. Og med begrænsede økonomiske ressourcer til rådighed har fået etableret vedvarende energikilder såsom solceller, vindmøller, biomasse – samt har foretaget investeringer i fjernvarme og andre innovative teknologier. Det har resulteret i et effektivt og reduceret energiforbrug og store reduktioner i CO2-udledningen.
Bornholm har i en lang årrække været frontløber i Danmark med hensyn til grønne løsninger. Fagfolk fra hele verden valfarter til den grønne ø i Østersøen for at se og høre om → Bright Green Island-strategien, der blandt andet indebærer, at prototyper på f.eks. smarte og vedvarende energiløsninger bliver afprøvet i lille skala her. Senest har øens affaldsselskab BOFA meldt ud, at → alt affald indenfor en kort årrække skal genanvendes.
Du kan med god samvittighed vælge Bornholm som den oplagte grønne feriedestination. Rejs hertil året rundt med bus, tog og båd. Vælger du fly, sørger selskabet → DAT for at plante træer som 110% kompensation for CO2-udledningen. Bornholmslinjens hurtigfærger har fået installeret landstrømanlæg på havnen i Rønne, når den ligger ved kaj i længere tid ad gangen.
At købe økologiske og lokale råvarer er også bæredygtigt. Inspireret af ny nordisk madkultur arbejder flere restauranter og spisesteder på Bornholm med økologiske og/eller lokale råvarer og fødevarer fra øens avlere og producenter, hvor kvalitet går hånd i hånd med natur, dyrevelfærd og klima.
At være en Green Restaurant betyder, at man opfylder særlige miljøkrav, både i forhold til bygningen, men især for tilberedning af maden. En certificering som Green Restaurant gør det nemmere for dig at finde bæredygtige spisesteder. En række bornholmske hoteller og spisesteder er certificeret som green restaurants. Du finder dem her.
Vil du gerne shoppe, så får du et sjældent set rigt udvalg af lokalt produceret kunst, kunsthåndværk, tøj og tekstiler, fødevarer, træhåndværk, møbler m.m. Ofte kan du møde producenten og se, hvordan disse kvalitetsvarer bliver produceret.
En af frontløberne indenfor grønt turistbyggeri er → Hotel GSH i Rønne, der med sit fokus på bæredygtige helhedsløsninger er europæisk rollemodel.
Men mange bornholmske virksomheder arbejder med grøn omstilling, og de er godt på vej. Flere har blandt andet været en del af projektet → Bæredygtig Bundlinje Bornholm.
Du kan få et lille indblik i deres grønne rejse i denne lille film:
I alle større byer på Bornholm finder du nu ladestandere til elbiler. Og hos flere hoteller på øen kan du lade din elbil, mens du overnatter på stedet. Flere af tiltagene i Bright Green Island-strategien gavner også turisternes klimaaftryk. F.eks. den øgede mængde vedvarende energi, som udbygges konstant.
Øens størrelse kombineret med busforbindelserne, gode cykelveje og vandreruter giver gode muligheder for at lade bilen stå og spare på CO2’en. I stedet for kan du opdage naturen på en vandretur, cykeltur eller noget helt tredje.
Aktiviteter på Bornholm er foruden de kulturhistoriske attraktioner typisk forbundet med naturen, kulturoplevelser og outdoorsport, og en ferie her tæller derfor bedre i det grønne regnskab end storby- eller resortferier.
• Under normale forhold bliver → al strøm på Bornholm produceret på sol, vind og biomasse – og er dermed CO2-neutralt
• På Bornholm er der installeret 3 gange mere solcelleeffekt per indbygger, end gennemsnittet i Danmark
• I 2018 var 50 procent af de bornholmske husstande forsynet med CO2-neutral fjernvarme baseret på flis og halm
• Bornholm har det bedste og mest velsmagende drikkevand i Danmark → Se mere her
• Bornholm bliver fossilfri i 2040. Bornholms Regionskommune har vedtaget en ny energipolitik og en strategi for, hvordan målet skal nås → Se mere her