Artikel

Restauranter med plads til alle

Familierne er i fokus på Bornholm, hvor restauranter og caféer har tænkt på børnene. Du finder legehjørner hvor børn kan se en film, lave tegninger til ophængning i restauranten eller måske lege med togbanen, mens mor og far nyder maden i ro og mag.

Artikel af Torben Holleufer
Fotos af Semko Balcerski

Besøg en af disse børnevenlige restauranter.

Klik på billedet for mere information

1

Det Gamle Posthus - Traditionel nytænkning i hjertet af Allinge

Den populære Allinge-restaurant ligger perfekt med kig til havnen i centrum. Her holdes fast i den bæredygtige profil med lokale råvarer og friskfangede lokale fisk på menuen. Stedet er berømt for usædvanligt meget tilbehør, som gør at en middag betyder, at du er mæt. Vegetaren er heller ikke glemt og der er tænkt på ungerne, hvad angår farver og malebøger, halve portioner og børnemenu.

2

Brøddan - Familien i fokus

I hyggelige Gudhjem, på stejle Brøddegade, med sublim udsigt over havet, ligger restaurant Brøddan. Her er plads til alle. I de lyse og lækre lokaler, med lokal kunst på væggene og en varierede buffet, er der noget for hele familien. Når børnene har spist, har de mulighed for at hygge videre i et børnehjørne med spændende legetøj, plads til at tegne og male eller måske se en film.

3

Margeritten - Uprætentiøst uden dikkedarer

Margeritten er den kendte familierestaurant på Kirkepladsen. Her kan man få næsten alt, og fra bordene udenfor er der udsigt til den smukke, gule Allinge Kirke. Der er også en hyggelig gårdhave, som er afskærmet og perfekt, hvis børnene er med. Vil de tegne, er der farver og papir og de flotteste tegninger bliver hængt op og udstillet.

4

Fru Petersens Cafe - Da bedstemor var ung

Den store gård emmer af idyl. Fru Petersens Café har til huse i en nedlagt kirkeskole fra 1908, og er beliggende mellem Almindingen og Østermarie. Her skal I prøve den bornholmske pendant til det berømte sønderjyske kagebord. Eller frokostbordet med alt fra klassiske tarteletter til rødgrød med fløde. Glem ikke den dejlige have med legehus, gynge og petanque-bane, eller gå på jagt efter bornholmske specialiteter i den velassorterede butik.

5

Cafe Munter - En lille bid af Bornholm

Caféen på Store Torv går all in på bornholmske råvarer. Burgerbøfferne er fra Hallegaard, bollen hertil speciallavet af Jensens Bageri og fadøllet er fra Svaneke Bryghus - øl fra det øvrige Danmark findes ikke. Oppe i den rolige ende af Store Torv, er der altid hyggeligt, men vælger I at sidde indenfor, er der bornholmsk fotokunst på alle vægge, mens glaskunstneren Pernille Bulow har stået for indretning.

6

Texas - Amerikansk i hjertet af Rønne

Du træder ind i et stykke Amerika, når du besøger den hyggelige restaurant på gågaden. Texas-Bornholm handler om kærligheden til det amerikanske køkken og kultur - altså kød, hamburgere og spareribs i portioner, der mætter. Der er mad i børnehøjde, med lidt grønt til eller den dejlige hjemmelavede kartoffelmos.

7

Den Lille Havfrue - Optimistisk i Snogebæk

Vi er ved Snogebæk strand i lokaler med hjemlig hygge og rummelighed. Frokostmenuen er en rejse værd og de saltstegte sild på bornholmsk manér med hjemmelavet sennep og rødbede laves ikke bedre. Der er også tænkt på børn, som sværger til hakkebøf serveret på egeplanke med kartoffelmos og måske er til klassikeren is med chokoladesauce og frisk frugt bagefter.

8

Svaneke Bryghus Restaurant - 20 år med stil

Hvis du vil se et bryggeri i miniformat, skal du spise på Svaneke Bryghus Restaurant. Her er oplevelser for alle, for den store kobberkedel er konstant i brug og brygger 1000 liter skummende bornholmsk øl ad gangen. Restauranten styres af Morten, som foreslår at man nyder det velhængte oksekød og smager øl, som kun findes i restauranten i den gamle købmandsgård fra 1750 på torvet i Svaneke.

9

B's Fiskeværksted - Lokal tapas og comeback til Østersølaks

Det populære mekka for fisk på molen i Svaneke har et nyt udtryk i interiøret både inde og ude. Men bare rolig: bornholmeræggekage, Sol Over Gudhjem og især børnenes favorit, Fiskebanditten, er fortsat på kortet. Nyt på aftenkortet er lækre bornholmske tapas med lokale råvarer og dertil frisk laks fra Østersøen.

10

Nordbornholms Røgeri - Den store buffet

Nordbornholms Røgeri ligger uimodståeligt direkte ved klipperne i Allinge med kig til Gudhjempynten. I år præsenteres en buffet, der er kommet hele vejen rundt med alt, hvad den moderne familie kan ønske sig. De aromatiske supper varmer vidunderligt, der er laks i utallige variationer. Vi kommer hele vejen rundt, laver selv soft-ice på ismaskinen, og dypper i mange toppings. Den populære fiskebutik er gearet til ud-af-huset med alt det bedste fra havet og spændende menuer. Så velkommen til det gamle røgeri ved Kæmpestranden.

11

Dueodde Diner & Steakhouse - Pivmørt på sydspidsen

Afslut en perfekt dag i de hvide klitter på den børnevenlige badestrand, med at besøge Dueodde Diner og Steakhouse. Vi er i skoven og ungerne kan boltre sig, mens familien nyder maden. Prøv amerikansk oksekød, som er opfodret med majs på prærien og smager formidabelt, original amerikansk steakhouse-pizza, husets marinerede spareribs, vegetarburger, sprøde nachos med ost eller laksen på spinat, som anbefales af mange. Prøv også husets US-style cheesecake på falderebet.

Download Mad & Mennesker nr. 8

Magasinet “Mad og Mennesker” fortæller om madeventyret Bornholm og øens forskellige fødevareproducenter. Magasinet kan blandt andet fås hos Bornholms Turistinformation rundt omkring på øen eller downloades som PDF her.

Gratis

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00