Nexø Lystskov er et frodigt og varieret naturområde med skov, eng, sumpe og sø. Her kan I opleve fugle både sommer og vinter, og den lange bro gennem rørskoven bringer jer helt tæt på naturen.
Nexø lystskov er præget af løvskov med meget stor variation. Her findes mange forskellige træarter, både hjemmehørende og indførte. Skoven blev først plantet i slutningen af 1800-tallet. Før var det et åbent og fugtigt eng- og moseområde.
I området ses stadig flere engområder som afgræsses for at vedligeholde engfloraen og for at undgå tilgroning. Den lavvandede Ferskesø med omliggende rørsumpe kan give gode fugleoplevelser hele året. Man kommer tæt på naturen når man benytter den lange bro som fører hen over rørsumpen.
I rørsumpen danner tagrørerne et tæt tæppe af vegetation hen over den våde mosebund. Tagrør er med sine op til 3 m høje stængler den største af de danske græsser.
Ud over tagrør kan der findes en række andre høje planter, fx høj sødgræs, rørgræs og gul iris, men også en række andre planter som trævlekrone, kærdueurt og vandnavle findes typisk i rørsumpen.
Ved kanten af ferskesølavningen findes der helt usædvanligt store rødelle, og der er andre smukke og usædvanlige træer i nærheden (bl.a. store eksemplarer af eg, naur og røn). I den vestlige del af lystskoven er der i 1996 plantet et helt Arboret – en træsamling bestående af de træer som er indvandret til Bornholm efter istiden. Nord for Arboretet er der udlagt et område som “naturskov”.