Artikel

Guide til bombardafiskeri på Bornholm

Der kan fiskes i alt slags vejr!

Bjarke Borup

Fiskeguide, havørred, lystfisker

http://bornholmfiskeguide.dk

De Bornholmske kyster er rå, barske og afvekslende. Her er alt fra rullestenskyster og kyststræk med sandpletter og leopardbund til stejle klippekyster med drastiske dybdekurver.

Fælles for hovedparten af dem er dog, at de fisker allerbedst i pålandsvind, og det kan byde på visse udfordringer. Fluefiskeri kan være en fantastisk effektiv metode til at få de helt store havørreder i tale, men når vindene hyler, og bølgerne står ind over kysten, så kan det være vanskeligt at få fluen helt derud, hvor fiskene trækker rundt. Og det er ikke så sjældent endda, at de bornholmske havørreder afsøger vand, som lige akkurat er uden for fluefiskerens relativt begrænsede rækkevidde. Bombardafiskeren har til gengæld ikke problemer med at få sendt fluen derud, hvor fiskene trækker rundt – heller ikke selvom vinden står lige på kysten.

Bombardafiskeri med flue er blevet populært i hele landet, og det er ikke uden grund. En flue er en god universal-agn, da den kan imitere alt fra små tanglopper og rejer til store byttefisk såsom brisling og tobis. Og med et bombardaflåd og en af de mange specialdesignede bombardastænger, som er på markedet, får man på mange måder det bedste fra fluefiskeriet og spinnefiskeriets verdener: En effektiv agn og en fantastisk rækkevidde. Specielt på Bornholm er der gode grunde til at fiske med bombarda og flue. Mange af de større fisk fanges nemlig i løbet af vinteren og foråret, og her har relativt små fluer i eksempelvis pink nuancer vist sig uhyggeligt effektive.

Med et bombardaflåd kan der fiskes på kyststræk med pålandsvind, uden at man må gå på kompromis med kastelængden, og mange steder vil man helt være fri for at gå i vandet, hvilket kan være en fordel af flere grunde. For eksempel skræmmer man ikke fiskene så let, det er lettere at holde varmen, og man risikerer ikke at kæntre og ryge i vandet.

Et godt bombardasæt til de Bornholmske kyster består af en 10-12’ lang bombardastang kombineret med et godt spinnehjul, hvorpå der påspoles ca. 0,20 mm fletline. I enden af fletlinen monteres et 15-25 gr. tungt bombardaflåd (gerne med en løs bombardastick), som typisk vil være intermediate eller langsomt synkende. I det monteres et ca. 2 meter langt 0.25mm fluorocarbon-forfang, hvori fluen bindes. Egnede fluer er fx Pattegrisen, Kobberbassen, Pink Glimmerreje, Polar Magnus, Brenda, Cutthroat Kutling og Grå Frede.

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00