Mange virksomheder og privatpersoner yder en stor indsats for at gøre den danske rejsedestination Bornholm til en bæredygtig og populær ferieø. Men nogle gange kan der herske tvivl om, hvem der er øens officielle destinationsselskab og markedsføringsorganisation. Specielt, når det drejer sig om et muligt samarbejde.
Hos Destination Bornholm oplever vi løbende at få henvendelser fra virksomheder og influencers, som har fået indtryk af, at hjemmesiden visitbornholm.com (også visitbornholm.pl og bornholm.pl) måske er en af vores kanaler, og dermed er den officielle rejseguide for Bornholm. Den er dog ikke øens officielle selskab og rejseguide.
Destination Bornholm driver den officielle rejseguide for Bornholm
Destination Bornholm er et anpartsselskab med kontor i Rønne, der blev stiftet i 1992 med det formål at være øens officielle markedsføringsorganisation. Destination Bornholm ApS er en non-profit-organisation, der er støttet af det bornholmske erhverv og Bornholms Regionskommune (BRK).
I dag repræsenterer organisationen godt 600 bornholmske medlemmer, og vi arbejder sammen for at skabe en bæredygtig rejsedestination til glæde for både lokale bornholmere og øens gæster.
Destination Bornholm ejer og driver den officielle rejseguide til øen Bornholm på hjemmesiden bornholm.info og via app’en ’Bornholm’. Hjemmeside og app findes på dansk tysk og engelsk.