Svartingedalen er en af Bornholms bedst skjulte skønheder.
Svartingedalen er en frodig sprækkedal, som ofte overses på Bornholm. Jyllandsposten har skrevet følgende om Svartingedalen: ”Danmarks oversete naturperler: På Bornholm ligger en glemt, underjordisk sprækkedal med natur som i Ringenes Herre. Mens de fleste turister valfarter til Almindingen og Paradisbakkerne på Bornholm, er den underjordiske Svartingedal gemt og glemt. Her kan du gå på en ”junglesti” mellem dalens stejle klippevægge …”
I dalen vil du bevæge dig langs høje klippesider på hver side af dalen, hvorefter landskabet åbner sig lidt mere ud på en skråning. Her findes en “jættebold“, som er en stor sten, der efter sagnet skal være kastet af en svensk jætte for at ramme Klemens Kirke.
Skovbunden består af smukke blomster og urter, mens dalen er rig på dyreliv.
Fugleværnsfonden ejer størstedelen af dalen og bevarer den som naturreservat. Du kan læse Fugleværnsfondens brochure om Svartingedalen her (PDF).
Du kommer til dalen ved at køre til Åhalsegård, der ligger Kirkedalsvej 25 i Rutsker. Når du kommer til gården, skal du holde dig til højre og du kan parkere bag en maskinlænge.
Du kan også starte i den modsatte ende af dalen ved at parkere ved Simblegårdsvej 24.
På alle tider af året kan det anbefales at medbringe godt fodtøj eller gummistøvler, da dalens terræn kan være både vådt og en smule vanskeligt. Du bliver dog belønnet med en naturoplevelse udover det sædvanlige.
Social:
Adresse
Kirkedalsvej 25
3790 Hasle