Smukt naturområde med flade kystklipper og en uforlignelig udsigt til Nexø.
Halleklipperne er et smukt naturområde med flade kystklipper og blandt andet enebærbuske, bregner og brombær godt 2 km nord for Nexø.
Ved Halleklipperne kan man opleve to af østkystens mange skanser: ”Lerskreds Batteri” og”Jomfruens Batteri”, hvis kanoner i gamle dage kunne beskytte Nexø.
Halleklipperne har lagt navn til den sommerrestauration, der blev bygget på stedet i 1934, og som stadig findes på stedet – nu som feriekoloni.
I årene før og efter Anden Verdenskrig var ”Halleklippen” et meget populært danse- og mødested for den bornholmske ungdom. Udsigten over Østersøen fra den gamle balsal er legendarisk, og stedet bruges den dag i dag ofte af unge bornholmere til deres bryllupper.