07. februar 2026 - 18. februar 2026
Forestillingen “Om lidt letter tågen” er skrevet af Dennis Gade Kofod og iscenesættes af Jens August Wille.
Om forestillingen
De underjordiske har ødelagt alt, slået alle ihjel. En tung, magisk tåge klæber sig til landskabet, og det eneste der trives, er naturen. Skovene vokser i vildskab. Dyrene flokkes i deres nye frihed. Ja, selv Østersøen lader til at kunne komme til live igen. Og der, i det helvede af undslupne slagtesvin, bisoner og malkekvæg, sidder Nancy alene tilbage og venter på ham, der skal gøre hende gravid. For sådan vil de underjordiske have det: Nancy skal grundlægge det nye Bornholm. Nancy skal føde de nye bornholmere, så alting kan begynde forfra.
Forestillingen skabes af et stærkt kunstnerisk team med tidl. teaterchef for Odense teater, Jens August Wille, i spidsen som instruktør. Scenografien skabes af Tine Mette Jespersen, der også har skabt scenografi til Kofods “Mordet i Vestermarie” og “Ellestingeren”. Lys og lydunivers designes af Reumert-vindende lyddesigner Ditlev Brinth og på scenen ses skuespillerne Maria la Cour og Peter Høgsbro Toftegaard.
Til forestillingen skabes et særligt omsluttende lyddesign, der flytter handlingen og de særlige stemninger helt ud blandt publikum. En ny og anderledes teateroplevelse, der får væggene i det gamle Rønne Theater til at summe.
Medvirkende
Dramatiker Dennis Gade Kofod
Instruktør Jens August Wille
Skuespiller Maria La Cour
Skuespiller Peter Høgsbro
Lyddesigner Ditlev Brinth
Scenograf Tine Mette Jespersen
Produktionsleder Michael Brøndum
Elev og afvikler: Mads Mørk
Lysproduktion: Oliver Krogh Hansen
Teatermaler: Rasmus Brandt
Kostumér: Pernille Vestergaard
Varighed: Ca. 60 min.
Aldersgrænse: Fra 13år
Ungdoms og voksenforestilling