Outdoor
Outdoor på Bornholm er kendetegnet ved mange små og få større virksomheder. Branchen er præget af fagligt dygtige ildsjæle, som brænder for deres sport. Samtidig er outdoor et voksende marked som mange større og etablerede turismevirksomheder gerne vil være en del af.
Outdoorturisterne er en broget flok. De meget erfarne og professionelle udøvere, de øvede og de lejlighedsvise eventdeltagere og begynderne. De kommer alene, som par eller i grupper inden for alle grader af erfaring, alle har de forskellige ønsker og forventninger.
Destination Bornholm arbejder med outdoorturismen på følgende områder:
- Understøttelse af forretnings- og produktudvikling
- Netværk og matchmaking mellem virksomheder i turistbranchen.
- Opbygning og vedligeholdelse af et detaljeret kendskab til udbuddet og udviklingen af outdoor på Bornholm.
- Markedsføring af nye og eksisterende udbydere af outdooroplevelser og samarbejder.
- Initiativer til nye indsatser indenfor for outdoor.
- Arbejde for etableringen af den nødvendige infrastruktur f.eks. MTB spor, gennem indsatser på Destinationsprojektet sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme samt partnerskabet mellem Naturstyrelsen, Bornholms Regionskommune og Destination Bornholm.
- Onlinemarkedføring af outdoor på Bornholm sker på temasiden www.bornholm.info/outdoor samt på en række underliggende temasider, hvor bornholmske virksomheder med fokus på outdoorturisme markedsføres.
Virksomheder der ønsker at deltage i samarbejdet om udvikling af outdoorturisme kan rette henvendelse til Destination Bornholms forretningsudvikler.
Kunst og Kultur
Bornholms Kulturuge
Hvert år siden 2001 er Bornholms Kulturuge løbet af stablen i uge 38. Dog har eventen gennem årene udviklet sig til at vare hele 10 dage fra fredag i uge 37 til og med søndag i uge 38.
Destination Bornholm har fungeret som projektleder og sekretariat for kulturugen i en årrække.
Et af formålene med kulturugen er at tiltrække rejsende til Bornholm i efteråret, hvor kulturugen præsenterer det bedste fra det bornholmske kulturliv i samspil med inviterede kunstnere af høj national og international standard.
Stort set alle kulturformer er repræsenteret: Historie/kulturhistorie, billedkunst, kunsthåndværk, klassisk og rytmisk musik, madkultur, film, teater osv. Ugens inddeling i by-dage gør det attraktivt for gæsterne at komme hele øen rundt.
Kulturforbrugende turister hører til i en kategori med højt døgnforbrug, og gæsterne til Bornholms Kulturuge er bl.a. karakteriseret ved at have et længere ophold end andre gæster på samme tid af året.
Organisationer, institutioner, udøvende kunstnere, foreninger mv. kan optages med arrangementer i Bornholms Kulturuge ved indsendelse af ansøgning på nærmere fastsatte vilkår.
Læs mere: https://bornholmskulturuge.dk/for-arrangoerer/
Besøg Bornholms Kulturuges hjemmeside her: bornholmskulturuge.dk
Bornholms Kunstrunde
Destination Bornholm har i 2016 etableret Bornholm Kunstrunde sammen med en række partnere. Kunstrunden finder sted hvert år i Kristi Himmelfartsferien.
Formålet med Kunstrunden er at synliggøre bornholmsk kunst og bornholmske kunsthåndværkere, at fremme samarbejdet inden for kunst og kunsthåndværk, og at gøre kunsten til en del af turisternes oplevelse på Bornholm.
Deltagelse i Kunstrunden er åben for kunstnere, kunsthåndværkere, gallerier og udstillingssteder. Det øvrige erhvervsliv kan opnå synlighed over for de kunstinteresserede turister ved at annoncere online og på kunstrundekortet.
Læs mere om Bornholms Kunstrundes på hjemmesiden: bornholmskunstrunde.dk
Gastro
Bornholmske fødevarer, madkultur og restaurantoplevelser er en vigtig del af turistens ferie, og de bornholmske fødevareproducenter har i stigende grad, ud over produktionen, også en rolle i oplevelsesøkonomien.
Gennem gode produkter, og events som Sol over Gudhjem, har Bornholm via presse og andre medier opnået et verdensomspændende ry for kvalitet og gode madoplevelser.
Destination Bornholm arbejder tæt sammen med fødevarevirksomheder, landbruget og andre partnere for at øge kendskabet til den bornholmske madkultur. Det sker både for fortsat at øge kendskabet til de bornholmske produkter, men også for at turisterne får nem adgang til at tage aktiv del i madkulturen på Bornholm.
Initiativerne omfatter:
- Udgivelse af madmagasinet Mad & Mennesker som sætter fokus på producenter og restauranter på Bornholm
- 70 årlige presseture, heraf de fleste med besøg hos fødevareproducenter eller på gourmetrestauranter.
- Samarbejde med Madkulturhuset Gaarden om markedsføring.
- Partnerskab i Fødevareklyngeprojektet.
- Partner i eventet Bornholm i København, Bornholm i Hillerød og Bornholmerdagen i Køge
- Partner i eventet i Sol over Gudhjem.
- Profilering af Bornholm som fødevare-ø på Herning feriemessen
- Markedsføring af fødevareproducenter, gourmetrestauranter og events på bornholm.info og Facebook
- I 2018 afholdes for første gang Bornholms Madfestival, som er et samarbejde mellem Bornholms Landbrug, Gourmet Bornholm – en del af Bornholms madkultur og Destination Bornholm.
Turistens indgang til fødevarer på Bornholm er temasiden på bornholm.info som hedder Gourmet på Bornholm hvor spisesteder, fødevareproducenter, presseomtale og andre artikler omtales.
Lejrskole
Bornholm er historisk set en lejrskoleø, hvor antallet af lejrskoleelever over en årrække har ligget mellem 25.000 og 30.000.
Bornholm har ikke mistet sin popularitet, og Destination Bornholm arbejder for at øge interessen for Bornholm og udbuddet af oplevelser til lejrskoleeleverne.
Markedsføringen af Bornholm som lejrskoledestination sker i tæt samarbejde med overnatningssteder og attraktioner, og budskabet fokuserer på at der er frirejse til Bornholm og at overnatningsstederne er i stand til at planlægge en komplet lejrskole ud fra tid og budget
Et eksempel på utraditionel markedsføring af lejrskole på Bornholm, var en et år lang kampagne, hvor danmarks sødeste klasse blev kåret og præmieret med en gratis lejrskole. Mere en 20 bornholmske virksomheder donerede indholdet af præmien og 50 skoler satte fokus på Bornholm, trivsel og godt kammeratskab.
Destination Bornholm driver og vedligeholder en lejrskoleportal hvor udbydere af oplevelser rettet mod skoleelever gratis kan lægge disse ind i et planlægningsværktøj for klasselærere. Overnatningssteder har mulighed for at købe forskellige former for annoncering på portalen.
Besøg Bornholms lejrskoleportal her: bornholm.info/lejrskole