Denne cykeltur starter oppe på Nordbornholm og leder dig gennem Almindingen til Bornholms tidligere "hovedstad" Aakirkeby.
Landskabet på Nordbornholm er meget afvekslende med naturskov, fritliggende grundfjeld, marker og stengærder. Turen her på Nordbornholm er både krævende og givende for dig som cyklist. Ovenfor Allinge har bronzealderens bornholmere hugget de rituelle helleristninger direkte i klippen.
113 meter op fra havet når du den høje, runde Olsker Kirke, der blev bygget som fæstning, forrådskammer og kirke.
Over kuperet terræn med kig til fæstningsøerne Christiansø, når du til Rutsker Højlyng med Rokkestenen og det mystiske Stenrøret. Din tur går videre gennem området omkring Spellinge Mose og videre til Rø Plantage indtil du når til Almindingen. Inde i skoven findes de idylliske moser Bastemose og Svinemose, der er et yndet ynglested for en række ænder og fugle.
Ekkodalen og Bornholms Højskole er beliggende syd for skoven – få kilometer fra Aakirkeby.
Langs cykelruten fra Allinge gennem Almindingen til Aakirkeby kan du besøge disse seværdigheder
Olsker Rundkirke er med sine 28 meter den højeste og mest elegante af de fire bornholmske rundkirker.
I Rutsker Højlyng finder du en af de tre rokkesten på Bornholm.
På turen kommer du igennem Danmarks femtestørste skov, som blev plantet i 1822.
Tag på tur i Ekkodalen på Bornholm. Den smukke Ekkodal er Bornholms største sprækkedal.
Besøg Aa Kirke, der er Bornholms ældste og største kirke.