Mejeriet på Bornholm er én af de fødevarevirksomheder på Bornholm, som har været med til at øge fokus på bornholmske fødevarer af høj kvalitet med bl.a. gentagne og mange hædersbevisninger af deres Danablu-ost. Mælken til den berømte Danablu kommer fra de bornholmske køer, som går på græs hele sommeren. Den salte vind fra havet er også med til at give smag til den mælk, som kvalitetsosten produceres af.
Bornholms Andelsmejeri er et selvstændigt mejeri ejet af de bornholmske mælkebønder. Mejeriet blev grundlagt i 1950 og har siden 1970 været øens eneste mejeri. Ca. 44 mælkeleverandører leverer dagligt mælk ind, som bliver produceret til mælk, smør, syrnede produkter og ost. Mælken og de syrnede produkter leveres til det lokale bornholmske marked, mens bl.a. mejeriets oste sælges både lokalt og internationalt.
Som eneste osteproducent har mejeriet i Klemensker opnået at vinde ”World Cheese Champion” i Wisconsin 3 gange i henholdsvis 1980, i 1998 og i 2014. Ingen andre osteproducenter i verden har vundet prisen tre gange. En anden pris i rækken fik mejeriet ved Landsmejeriudstillingen i 2011, hvor mejeriet modtog en ærespræmie samt guldmedalje for deres 60+ Danablu-ost.
Et helt nyt skud på stammen af osteproducenter er Lykkelund Gedemejeri udenfor Østerlars. Lene Schrøder og Lene Mortensen har specialiseret sig på at producere forskellige oste af gedemælk. 48 geder græsser på gården på Krækketsvej og ud af de ca. 25.000 liter gedemælk om året skal der produceres forskellige oste.
Mejeriets produkter kan købes i alle bornholmske supermarkeder
Gedemejeriet udenfor Østerlars producerer forskellige oste af gedemælk, som kan købes i gårdbutikken.