Artikel

Fiskepladser på Bornholms sydkyst

Spotguide til gode fiskepladser på Sydbornholm

Bjarke Borup

Fiskeguide, havørred, lystfisker

http://bornholmfiskeguide.dk

Kjøddtynjan

I retning fra Snogebæk mod Dueodde ad Strandmarksvejen skal du køre små 3 km og dreje til venstre, hvor Udegårdsvejen krydser. Kør til vejen slutter, her er et godt sted at parkere. Så er du ankommet til en plads, der kaldes Kjøddtynjan.

Kjøddtynjan ligger lige midt i en fredningszone, hvor Dammebæk har sit udløb og er fredet i perioden 16/9 – 15/1. Derfor skal du gå mod højre og fortsætte små 700 meter.

Herfra vader du lige ud på et rev af skifer og granit. Revet er nemt at vade på, der er dog enkelte huller, så man skal lige være opmærksom og en vadestav kan anbefales, indtil du har nået et godt kendskab til bunden. Selve revet har blæretang og almindelige grønne tangskove, som er en god jagtmark for havørreden. Fisk hele revet grundigt af og slut af med kanterne hele vejen rundt.

Sommerodden

Sommerodden ligger efter Kjøddtynjan længere mod vest. Synes du turen er lang kan du tage bilen og køre tilbage til Strandmarksvejen, dreje til venstre ad Sandvejen og fortsætte ligeud til vejen ender, her findes en stor p-plads med toiletter og borde-bænkesæt, et oplagt sted at spise sin frokost eller trimme sit fiskegrej inden gåturen begynder. Gå ad den lille sti ned til stranden. Her ser du et klipperev af granit skyde op af vandet. Dette sted bliver flittigt besøgt af lystfiskere og hedder Stenodden, og den bør du helt sikkert affiske inden du bevæger dig mod venstre til Sommerodden. Stykket mellem Stenodden og Sommerodden kaldes i folkemunde for ”Mellemstykket”, og der er små 800 meter til Sommerodden.

På hver side af revet er der en kløft og det er den der især er interessant. Her kan havørreden godt lide at gå på jagt. Her er skiferbund blandet med sandrevler og småsten og tangbælter og ålegræs, som tilsammen giver gode gemmesteder med masser af rejer, tanglopper og småfisk. Såvel spin – som fluefiskeri er godt fra denne plads.

Fortovet kan fiskes med samme udgangspunkt (p-plads som ovenfor) Du skal blot gå mod højre når du kommer ned til stranden ud for Stenodden. Det første stykke er lidt besværligt at vade på, der er mange undersøiske stensætninger som er besværlige at forcere, men det kan sagtens lade sig gøre. Efter de første 50 – 60 meter skifter bunden karakter til sandbund, men man kan ikke vade langt ud før det bliver dybt. Affisk i en vifteform, mens du vader mod vest. Selve det affiskbare område er ca. 300 meter, og herefter følger et helårsfredet område omkring Øle Ås udløb.

Er du der i perioden, hvor Havørreden går op for at gyde, og der er nok vand i åen kan du med fordel tage din fiskestang under armen og følge den lille sti, der går fra stranden op til Slusegård vandmølle. Her findes fortiden en lille kuriøs café, der har åbent fra tid til anden, og du må gerne sidde på brinken af åen og se ørreder gå op for at gyde. Det er et fantastisk syn, når det lykkes at møde dem. Hele området er utrolig smukt og velbevaret. Så absolut et besøg værd!

Raghammer odde

Raghammer odde (den østlige del) Kør fra Snogebæk ad Strandmarksvejen, der bliver til Strandvejen, som ender i et T-kryds. Det er Baunevej, her drejer du til venstre. Første sidevej er til højre, Vestre Sømarksvej, hvor du skal følge vejen, til du kommer til Peter Funchs vej på højre hånd. Den fører ned til en fin p-plads.

Pladsen ligger ved et stort militært skydeterræn, og hvis der er skydetræning vil en orange kugle være hejst, og så er der adgang forbudt. Der er god skiltning med tider, hvor man ikke kan færdes på området. Tiderne kan desværre ikke komme med her, da de bliver løbende opdateret. Men er der lukket på pladsen, når du ankommer, kan du sagtens affiske et fint område til venstre. Her kan det dog være svært at nyde stilheden, når der skydes i terrænet. Raghammer er et område med sand og granitklipper, der skyder op af havet tæt på kysten.

Her er det ideelt at starte sit fiskeri, specielt tidlig morgen eller den gyldne time hen under aften. Du kan være heldig at møde havørred her. Området er relativt nemt at vade på, og er det første gang du er her, kan en vadestav dog anbefales. Mange fluefiskere holder meget af dette sted, da man kan få et godt fiskeri selv med østenvind. Spinfiskeri fungerer også fint. Pladsen er oplagt til opsøgende fiskeri. Bevæg dig mod vest mens du affisker.

Er du der i tiden 16/9 – 15/01 er strækningen der kan affiskes på 600 meter, inden fredningszonen. Her har Henrikkebæk sit udløb. Er du afsted uden for fredningstiden er der strækning at affiske på ca. 2 km frem til selve Raghammer odde.

Selve Raghammer Odde kræver lidt gå-på-mod. Fra Rønne køre du ad Sdr. Landevej. Du passerer Bornholms Lufthavn og fortsætter ca. 9 km længere indtil du kommer frem til en lille rasteplads på højre hånd ved et gammelt stenbrud. Her er det vigtigt at huske alle dine ting, for der er langt at gå fra p-plads til kysten. Følg den lille sti mod havet. Det er en utrolig smuk vandring på en lille kilometer. På fiskestedet ser du en lille bæk på din højre side, Rise bæk, som ikke er fredet. Her bevæger du dig i havslebne granitsten, rullesten, som både ligger på stranden og i vandet. De giver et specielt præg og en særlig stemning til stedet og denne særlige stemning understreges af en rolig rislende lyd i stille vejr.

Når du går til højre for Rise bæk er der et stenrev ude i havet. Der er både store og små klipper at vade imellem, altså befinder du dig her på en meget alsidig bund, der godt kan være lidt drilsk at vade på. Så husk vadestav. Du kan starte med at affiske revet på hele højre side så langt du kan. Derefter midten og venstre side. Du må ikke glemme at lægge nogle kast ind mod land.

Fra revet er der ca. 1100 meter til fredningsbæltet ved Lille Å 16/9 – 15/1 det er når du vælger at vadefiske mod højre. Vælger du at vade mod venstre er der ca. 2000 meter til fredningsbæltet ved Læs å, som er helårsfredet! 1/1 – 31/12.

 

Raghammer er et ideelt sted af fiske tidligt om morgenen eller i den gyldne time hen under aften

 

Ved Risegård er der således samlet set et stræk med ca. 3 km fiskevand med rullesten og på bunden gode revler og ”badekar” Du kan sagtens bruge en dag på at fiske her, for det er absolut en plads du ikke må overse. Og hele det lange stykke, der er at affiske, kan med lethed retfærdiggøre gåturen fra bilen.

Sose odde

Sose odde er nok en af de mest benyttede fiskepladser på Bornholm. Den ligger på syd Bornholm ca. 7.5 km fra Rønne ad Sdr. Landevej. Hvor Sosevejen krydser landevejen drejer du til højre og fortsætter til p-pladsen. Det er muligt at fortsætte ned til Sose havn, men det anbefales ikke, da den lille vej er forbeholdt trafik med ærinde til det lille fiskerleje. Når du står oppe på skrænterne og kigger ud over Sose odde forstår du, at det er et rart sted at være. Hvis vejret er godt kan du faktisk allerede her gøre dig et indtryk over bundforholdene.

Selve Sose odde er et granitrepos, der strækker sig et godt stykke ud i vandet, og der er dybt til siderne, så vær forsigtig og brug vadestaven.

Bundforholdene lokker havørreden ind mod land og kan du ikke komme ud på revet, kan du begynde at vadefiske til højre side mod Rønne. Der er mange skær, rullesten og tangskove, altså et dejligt stræk. Efter et stykke med rullesten og klippe bliver det til sandkyst. Også bunden bliver mere sandet og holder mange mørke områder, tigerbund.

Fra venstre side, af Sose odde, hvor bund og kyst starter med rullesten og derefter bliver til sand, skal du være opmærksom på, at i tiden 16/9 – 15/1 kan du blot affiske et stykke på 250 meter fordi Lille Å er fredet. På hele strækningen er du omgivet af høje skrænter og rå bornholmsk natur. Et skønt sted!

 

Sose Bådelaug

 

Tema
Læs mere om kystfiskeri på Bornholm
Tema
Find den bedste overnatning til din fisketur
Tema
Find flere gode fiskespots her
0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00