25. juli 2024 - 01. september 2024
To af samtidens største navne i bornholmsk billedkunst – malerne Inge Lise Westman og Tonning Rasmussen – der døde i april 2024 og i oktober 2023, henholdsvis 78 og 87 år, bliver mindet med mindre ophængninger på Holkahestens årlige udstilling på Gudhjem Museum.
Her udstiller 10 af kunstnersammenslutningens nu 15 medlemmer samt tre indbudte gæster. Udstillingen byder på maleri, grafik, keramik, foto, smykkekunst og skulpturer og giver indtryk af den variation og spændvidde, der findes i øens samtidskunst.
De 10 udstillende medlemmer er Hans Munck Andersen, Vibeke Glarbo, Julie Høm, Michael Geertsen, Silas Inoue, Hans E Madsen, Hanne Mailand, Anne Sofie Meldgaard, Gerd Hiort Petersen og Klaus Thommesen, mens Kaori Juzu, Per Suntum, Kirsten Ortwed, Charlotte Thorup og Maria Thorsen holder pause.
Årets gæster med tæt tilknytning til øen er fotografen Nicolai Howalt, f. 1970, der også var gæst i fjor, Peter Frimand, f. 1969, der bl.a. arbejder med installationer og video samt maleren Christoffer Munch Andersen, f. 1979. Begge er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Inge Lise Westman og Tonning Rasmussen har været med i Holkahesten fra starten samtidig med, at de på den større scene årligt udfoldede deres bemærkelsesværdige kunst som medlemmer af henholdsvis Koloristerne og Grønningen, og de var begge betænkt med Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.