Tema
Læs mere om kystfiskeri på Bornholm
AF: RASMUS OVESEN
”BORNHOLM, BORNHOLM, BORNHOLM – du er min dejlige ferieø”, lyder det i den gamle Ib Mossin sang fra 1959, og der er noget om snakken. Bornholm er med sine idylliske små havnebyer, indtagende panoramaudsigter og udsøgte madkultur et uigenkaldeligt herligt sted at feriere. Her er kort vej til alt; til klippekysterne og de hvide sandstrande; til Svaneke Bryghus og de mange lokale røgerier; til de ældgamle rundkirker, fæstningsværker og slotsruiner; og til de mange udkigspunkter, som findes langs med Bornholms 158km kystlinje. Bornholm indbyder til aktiv ferie, og kysterne inviterer til et i perioder hektisk havørredfiskeri, hvor drømmen om én af Østersøens stålblanke trofæfisk står som noget helt centralt.
MIN BESÆTTELSE AF HAVØRRED har lokket mig til Klippeøen adskillige gange. Og gensynet med Bornholms fantastiske og varierede kystlinje får det altid til at kilde forventningsfuldt i maven. Sådan er det også denne marts-dag, hvor jeg først har fløjet fra Oslo til København, dernæst kørt fra København til Ystad i Sverige for så at tage hurtigfærgen fra Ystad til Rønne. End ikke en tiltagende sydvestenvind, som er spået til – i løbet af de kommende dage – at nå stormstyrker på henimod 24m/s, kan få bugt med min optimisme.
Allerede en halv times tid efter min gode kammerat, Gordon, og jeg er kørt af færgen, står vi på kysten med fluestængerne i knugende faste greb, klare til at gå i krig med fiskeriet og elementerne. Vi fisker os igennem et lovende kyststræk og dernæst et nyt, uden at se skyggen af fisk. Men det slår os ikke ud, for Bornholms havørreder har en tendens til at forsamle sig på bestemte pladser, og når man endelig finder dem, kan man opleve et hektisk fiskeri med masser af kontakter. Motivationen er derfor fortsat stor, da vi ankommer til dagens tredje plads, som går under navnet Klympen. Her går vi i vandet og arbejder os metodisk langs med kysten.
JEG SENDER ENDNU ET KRAFTFULDT KAST ud på kanten af det mørke bælte, der strækker sig udefter mod den blygrå horisont, alt imens jeg famler blindt med foden efter et nyt fæstepunkt henover de glatte rullesten, som ligger skødesløst strøet langs hele kyststrækket her – og som det opbragte hav slikker ubønhørligt og grådigt henover. Vandet er oprørt og let-plumret, og den hæse sydvestlige vind river og flår i de frådende bølgetoppe, så der kastes regnskylsagtige myriader af glitrende vanddråber op i luften og ind mod kysten.
Det er ikke akkurat det mest komfortable fiskevejr. Det er snarere et inferno af vand, vind og skum, men det gør ikke så meget. Jeg er villig til at blive kastet rundt i bølgerne hele denne kuldskære forårsdag hektisk viftende med fluestangen i den hylende vind, for drømmen om et solidt stykke bornholmsk sølvtøj lever i bedste velgående – og hvert kast er ladet med de største forhåbninger, og med en varmende vished om, at Bornholm er i stand til at levere fisk i trofækaliber.
FLUEN, der – efter de lokales anbefalinger – er en lille, iøjnefaldende rosa kreation, hjemtager jeg med lange og adstadige indtag uden på noget tidspunkt at miste kontakt med den i de store dønninger. Da den er helt inde, løfter jeg linen delvist fri af vandet til et rullekast, sætter i gang med et nyt overhåndskast og eksekverer med størst mulig kraft; så linen skærer sig kirurgisk igennem vinden og forfanget strækker sig henover de kolliderende bølgetoppe.
Tre indtag senere, forplanter en svag opstramning sig igennem linen. Jeg løfter stangen resolut, men uden at blive mødt af nogen tyngde. Hmmm! Var det én af de mange store klippesten, fluen netop havde fat i? Var det drivtang – eller var det mon et forsigtigt hug?
Jeg henter fluen hurtigt hjem, tjekker den for grøde, kaster på nyt og påbegynder indtagning i det samme fluen slår ned i vandet. Denne gang er der ingen tvivl. Endnu et svagt sug forplanter sig igennem linen, og idet jeg løfter fluestangen, er der kontakt til en stor fisk, der slår forvildet omkring sig i overfladen. Fluen mister dog hurtigt sit greb, forbindelsen bliver brudt, og jeg står let-skælvende tilbage med en nagende uvished.
Var det én af forårets mange nedfaldsfisk, eller var det én af Bornholms eftertragtede overspringere – én af dem med knitrende løse skæl, muskuløs kropsbygning og forkromede flanker? Fisken var alt for langt ude, og alt gik for stærkt til, at jeg kan andet end at gisne. Pokkers!
EN HALV TIMES TID SENERE, efter at have haft mistet yderligere tre store fisk, er jeg ikke længere i tvivl. Der er tydeligvis en del store nedfaldsfisk på pladsen, og jeg er derfor mentalt indstillet på at søge efter en ny fiskeplads. Men så pludselig falder endnu et hug. Denne gang er suget i linen mere resolut og voldsomt, og da kontakten er etableret og jeg spænder fluestangens kulfibre helt i bund, kaster der sig en sølvglinsende, torpedoformet skabning fri af vandet. Idet den maveplaskende kolliderer med bølgerne, stikker den øjeblikkeligt kursen udefter, og snart derefter begynder knarren i fluehjulets bremse at hyle om kap med den hæse vind.
Der er saft og kraft i fisken, men den er ikke større, end at jeg får den tæmmet og dirigeret sikkert mod land – og nogle få minutter senere kan jeg håndlande og afkroge den smukke fisk. Den er robust bygget, stålgrå henover ryggen og med kraftfulde, semi-transparente finner langs de sitrende og sølvglinsende flanker, hvis fernis funkler henover store, blækstænksagtige pletter.
Fisken er vel omkring 1,5kg, og selvom det ikke akkurat er den trofæfisk, som har lokket mig helt herover, så er den hele turen værd. Og den opsummerer på mange måder fint, hvordan fiskeriet på Bornholm typisk er. Det belønner den arbejdssomme, og den der er villig til at tage nogle gedigne tæsk i bølgerne – og hugget fra én af klippeøens eftertragtede sølvblanke havørreder kan falde når som helst, og gerne når man mindst venter det. Og når det sker, er det bare med at holde fast og håbe på det bedste.
