Hyggelige Listed Havn på Bornholms nordkyst
Listed havn er en hyggelig granit havn med én aktiv erhvervsfisker og god plads til gæstebåde, der er velkomne i alle bassiner.
Havnen ligger godt beskyttet for alle vindretninger og byder i højsommeren på den smukkeste solnedgang.
Denne kan nydes til en dejlig cocktail fra havnens cafe og cocktail bar. Men havnen byder også på ro og fred og fantastiske gåture, ikke mindst gåturen til Randkløve skår som ligger fire kilometer nord for havnen.
På turen passeres Bølshavn, Danmarks mindste fungerende erhvervshavn med en erhvervsfisker der har fået indført en særlig kvote for joller, samt den hemmelige Haralds havn der fungerede som udskibningssted for jøder under 2. verdenskrig.
Det lille hyggelige fiskerleje byder endvidere på et mindre fiskerimuseum, en keramiker, brugskunstbutik, samt eget trollingcenter med pirkbåd og guidede fisketure.
Cirka 300 meter nord for havnen ligger Høl, en vig i bunden af en cirka 100 meter vidde klippespalte, der er de lokales bade-sted.
300 meter øst for havnen løber Vasebæk ud i havet. Følger man å-løbet ind i landet, kommer man forbi en mindre vandværksbygning i granit tegnet af den danske, verdenskendte, arkitekt Jørn Utzon.
Fra Listed er der omkring to kilometer til Bornholms nyrenoverede oplevelsespark Brændesgårdshaven.
Adresse
Kirkevej 5
3740 Svaneke
Faciliteter
Toilet
Bad
Diesel
Elektricitet
Legeplads
Slæbested