Med overskriften ’Sådan får vi kulturturismen til at blomstre på Bornholm’ er der lagt op til en spændende og meget aktuel debat i Turismeministeriets telt på Kampeløkken Havn fredag kl. 12.00.
Kulturturisme er vejen til styrkede fællesskaber og omsætning både i de store byer i Danmark, men i den grad også i landdistrikterne. Men hvordan hjælpes vi ad med at sikre det fulde potentiale? Er Bornholm den gode case? Og hvad er de næste vigtige skridt?
Uden kultur ville vi mennesker være fattigere. Det er kulturen, der samler os, skaber fælles referencerammer, men også samvær og læring. Kulturen bliver ofte bragt i spil, når debatten går på fremtidens turisme. Og med god grund. På bagkant af Covid-19 oplever kultur- og oplevelsesaktører en ændret gæsteadfærd, nye præferencer og rejsemønstre, og det betyder, at branchen skal tilpasse sig en ny virkelighed. Derfor skal vi også i langt højere grad end tilfældet er i dag, skabe en kobling mellem kultur og turisme. I den kobling ligger nemlig nøglen til læring og styrkede fællesskaber med andre lande, men også kommerciel aktivitet og styrket turismeudvikling i land og by.