”Hvordan kan vi udnytte potentialet om vinteren?” Det spørgsmål stillede presseansvarlig Helle Mogensen fra Destination Bornholm sig selv i 2020. Med rigtig mange besøgende om sommeren, ligger potentialet for Solskinsøen ikke i at få flere turister i sommerhalvåret:
”Udfordringen for os som destination ligger mere i at udnytte kapaciteten i forår, efterår og vinteren, frem for at skabe køer til røgerier og bolsjekogerier i juli”, siger Helle Mogensen.
Men hvilke oplevelser er der for turister på Bornholm om vinteren – og hvem kan gøres interesserede i dem? Det fik Helle Mogensen en ide til, da der i 2021 dumpede en mail ind fra to vandrebloggere, der netop var vendt hjem fra deres første vandring ad Kyststien 125 km rundt om Bornholm. Marie og Torben Lau Florin startede vandrebloggen Frie fodspor i 2018, og begejstringen for Bornholm som vandreø var ikke til at tage fejl af: ”Vi har vandret Kystruten og Højlyngsstien for første, men bestemt ikke sidste gang. Vi kan ikke helt få nok af Bornholms stier”, skrev de.
Helle Mogensen pitchede ideen om vintervandreferie på Bornholm for de to vandreentusiaster, der syntes godt om den skæve vinkel:
”Vi havde lige grinet af programmet ’Nul stjerner – vinterferie på Bornholm’, og synes det var en fed udfordring med en vintervandreferie. For de fleste rimer Bornholm på sol og sommer – men vi blev med det samme nysgerrige på at fortælle en vintervandrehistorie. Så længe man har styr på pakkelisten, så er skyet vejr, støvregn, sne og sparsomme temperaturer sjældent et problem for vandrere,” siger Torben Lau Florin.
Vandreturister som målgruppe
Fordi godt vejr er et bredere begreb for vandrere end for fx strandgæster, er vandreturister en oplagt målgruppe for destinationer, der gerne vil vokse i skuldersæsonerne. Helle Mogensen satte Frie fodspor på første opgave som ambassadører for Bornholm i vinteren 2022 i et influencersamarbejde. Det indgik ikke formelt i kontrakten, at Helle Mogensen skulle sørge for vintervejret, men det kom heldigvis af sig selv, og i et af de første opslag skrev Frie fodspor:
”Vi forlader vemodige den varme dyne og drager til Bisonskoven, hvor vi starter vandredagen med lun havregrød i knitrende kulde. Jorden er så frossen, at vandrestavene klikker, som vi begiver os af sted, mens vi spiller klaver på håndtagene for at holde fingrene varme”.
På kontoret fulgte Helle Mogensen og kollegerne med på sociale medier dag for dag, mens de to vandrere oplevede Bornholms vintervejr, når det viser tænder.