Forår, efterår og vinter sikrer flot 2021

Masser af danske gæster udenfor sommeren resulterer i 15% stigning i overnatningstallene for 2021 i forhold til 2020. Nu skal de udenlandske gæster tilbage.

Nye tal fra Danmarks statistisk viser flot stigning i overnatningstallene for Bornholm i 2021 sammenlignet med 2020, og endda også sammenlignet 2019, som var det seneste ”normale” år. Antallet af overnatninger steg med hele 15% i 2021, og dermed har øen så rigeligt indhentet tabet fra 2020, der endte med en nedgang på 5%. Med den imponerende stigning rammer øen 1,8 mio. overnatninger fordelt på 665.000 besøgende.

I hele 10 ud af 12 måneder har der været vækst, og her er det værd at bemærke, at juli ikke er en af dem. Særligt marts, september, oktober samt vintermånederne november og december viser iøjefaldende stigninger både i forhold til 2020 og 2019.

At væksten er fordelt over hele året, og ikke mindst forår, efterår og vinter er helt i tråd med Destination Bornholms strategi, og det vækker naturligvis glæde hos direktør Pernille Kofod Lydolph:

” Det er meget positivt, at vi er kommet så langt på så kort tid. Nu bliver øvelsen at holde fast og bygge på. Det kræver et fortsat godt samarbejde på tværs af alle, der er med til at løfte opgaven omkring at sikre besøg hele året”

Opgaven i de kommende år er at fastholde det danske marked, som har været i markant vækst de seneste 2 år, og samtidig styrke de udenlandske markeder, hvor tabet af gæster har været stort. Destination Bornholm er pt. i fuld gang med en lang række markedsføringstiltag både på det danske men ikke mindst også det tyske og svenske marked, ligesom en udviklingsplan for turismen frem mod 2030 er på vej. Verden ligger igen åben, og kun med målrettet destinationsudvikling og herunder markedsføring, er det muligt at fastholde og bygge på de flotte overnatningstal. Gæsterne kommer ikke af sig selv.

Destination Bornholm takker i øvrigt alle de gode kræfter, der bakker om turismearbejdet, og dermed er med til at sikre den flotte vækst. Flere overnatninger styrker omsætningen og beskæftigelsen, og bidrager til aktiviteter og oplevelser til fælles glæde.

Kilde: Danmarks Statistik : Overnatningstallene inkluderer ikke de mindre kommercielle overnatningssteder med under 40 senge, ligesom de ikke-kommercielle overnatninger heller ikke indgår tallene.

0
Du har ingen favoritter
Du har 1 favorit
Du har 0 favoritter
Send os en mail
Skriv til os

Send os en mail:

info@bornholm.info

Turistinformationer
Ring til os
Ring til os

På telefon:

(+45) 56 95 95 00