Kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem, der løber af stablen på lørdag den 23. juni, har øget opmærksomhed fra mange sider, deriblandt også fra en bred skare af medier. De tager alle turen til øen for at formidle stemningen fra Gudhjem Havn til deres læsere, seere og følgere. De danske medier er primært repræsenteret ved madbloggere og madmagasiner, nogle som har besøgt øen før men også en del helt nye.
Fra udlandet er der besøg af britisk presse. Journalister fra National Geographic Traveller, Premier Newspaper Group, som repræsenterer 20 nyheds- og rejsemedier, Suitcase Magazine, WOW Air Inflight Magazine, samt livsstilsmagasinet Amuse er allerede ankommet til øen torsdag. Fra Tyskland kommer en kendt mediekok. Nordens største rejseblogger, norske The Travel Inspector er også på plads når Danmarks største kokkekonkurrence fejrer 10 års jubilæum.
Fælles for dem alle er at de bliver til søndag eller længere for også at deltage i Kulinarisk Ø – Bornholms Madfestival, som overtager den bornholmske fødevarescene den 24. – 28. juni.