På Bornholm er vi rigtig glade for vores natur; faktisk så glade, at vi bruger den hele året rundt. Bornholm rummer klipper, dybe skove, åbne vidder, lange kyststrækninger, hvide sandstrande og kuperet terræn. Den store diversitet af landskaber rummer også mange muligheder for outdoor-oplevelser og den store kærlighed til og brug af naturen kræver naturligvis, at vi tager godt hånd om den og hinanden, når vi er ude og dyrke vores outdooraktiviteter.
Potentialet for outdoorturisme, både med hensyn til udvikling og praksis, er enormt på Bornholm. Derfor er det nødvendigt at vi hjælper, anerkender og stoler på hinanden både i naturen, i virksomhederne og i organisationerne. Bornholms Outdoor Kodeks og Kodeks for Samarbejde er begge etiske retningslinjer for den gode oplevelse og sikker færdsel i naturen samt suveræn kollektiv udvikling af outdoorturisme.
Bornholms Outdoor Kodeks
Bornholms Outdoor Kodeks er enkle og simple retningslinjer, der skal være med til at skabe en behagelig, positiv stemning og den gode oplevelse i naturen, hvor der er fokus på færdsel og sikkerhed. Bornholms Outdoor Kodeks skal også kommunikere den gode tone og være med til at skabe et bedre fællesskab på øen inden for outdoorturisme.
Du kan læse om etiske retningslinjer for den gode oplevelse og sikker færdsel i Bornholms Outdoor Kodeks her.
Kodeks for Samarbejde
Gennem Kodeks for Samarbejde ønskes der at skabe suveræn kollektiv udvikling inden for outdoorturisme, som giver merværdi for alle involverede parter, udvikler en bedre sammenhæng og styrke dialogen parterne imellem. Derved kan samarbejdsrelationen fungere optimalt og dynamisk. Der arbejdes altid frem mod løsninger, der er for hele destinationens bedste. Gennem arbejdet mod fælles løsninger, der tilgodeser alle parter, oparbejder vi et konstruktivt og positivt samspil mellem alle involverede. Med andre ord skal et konstruktivt samarbejde være ledetråd gennem al arbejde med outdoorturisme for at løse eventuelle uenigheder løbende.
Kodeks for Samarbejde skal ses som et sæt etiske retningslinjer for skabelsen af fremdrift i udviklingsinitiativer. Det er klart, at hvert projekt eller indsats er af individuel karakter. Kodeks for Samarbejde beror sig på i alt 8 punkter.
1. Forventninger skal afklares; både til opgaven og hinanden
Der skal fokuseres på samspillet mellem projektets partnere. Hvad er forventningerne til hinanden og projektet/arbejdet? Lav en forventningsafstemning, hvor synspunkter på projektet, indsatserne og/eller initiativerne diskuteres. Hvis man for eksempel er 5 personer i en arbejdsgruppe, og hver person forventer at bidrage med 10% af opgaverne, har vi hér en udfordring: Kun 50% af opgaverne bliver fordelt. Hvad skal der ske med de sidste 50%? Alle parter skal i starten af samarbejdet inddrages bredt i processerne, hvor derefter ansvarsområder fordeles ud.
2. Bedste hold/personer på opgaverne
Der skal ses på projektets samlede ressourcer, hvor man laver en opgavefordeling, der tilgodeser størst mulig udnyttelse af disse. Opgavefordelingen skal ske med baggrund i de kompetencer, som parterne sidder inde med. Hver part har sine faglige kampe. Man skal tage ansvar for sit eget område, men ikke tvivle med at inddrage samarbejdspartnere, hvor man har brug for supplering af faglige kompetencer.
3. Der skal fokuseres på kommunikation, information og vidensdeling
Et godt og konstruktivt samarbejde forudsætter at alle, som er involveret, føler sig tilstrækkeligt informeret, så de kan udføre deres opgave på tilfredsstillende vis. Hvor meget og hvilken information, som den enkelte har behov for, kan være et spørgsmål. Det er derfor vigtigt for alle involverede at se indad og konkludere på mangler af information, hvis dette er tilfældet. Hvis én part ikke er informeret nok eller korrekt kan der opstå misforståelser og dermed fejltagelser i projektet. Manglende kommunikation og information skal derfor forebygges fra start. Man skal sammen finde ud af, hvilken information der er relevant for hvem, hvornår og i hvilke sammenhænge. Ligeledes skal der besluttes, hvem der er ansvarlig for informationen. Der skal kommunikeres tydeligt, hvad der besluttes og hvorfor. Nogle informationer kan være fortrolige, og det er derfor vigtigt, at man under et samarbejde diskuterer håndteringen af fortrolighed.
4. Nysgerrighed, spørgsmål og et lyttende øre er konstruktivt – Sæt dig ind i andres synspunkter
Holdninger, overbevisninger, synspunkter, principper, metoder og selv et verdensbillede er forskelligt fra person til person; alt efter den enkeltes erfaring og baggrund. Det er både givende og konstruktivt for samarbejdet; men kun hvis der forekommer dialog, og den enkelte part sætter sig ind i de andres sted og forsøger at se situationen med deres øjne. Hver part skal samtidig bestræbe sig på at skabe de bedste resultater og fokus på kvalitet og effektivitet i deres ansvarsområde, være lydhøre og åbne over for omverdenen og samarbejde på tværs. Løbende dialog befordrer engagement og effektivitet. Husk at hver part bidrager til det bedste grundlag, og der skal være plads til alle synspunkter under hele processen. Hvert synspunkt er en del af en mangfoldig verden.
5. Vær åben og ærlig
Folk skal forstå, hvilken holdning man har til tingene. Hvis der opstår utilfredshed, så fortæl det til samarbejdspartneren på en konstruktiv, åben, ærlig og positiv måde. Kun gennem den ærlige og respektfulde dialog kan udvikling gå fremad. Hvis der er i tvivl om noget, så tag kontakt til en person, der kan hjælpe. Fortæl hvordan situationen/problematikken/barrieren opleves, og hvordan det påvirker arbejdet. Fortæl også hvordan situationen kunne ændres. På denne måde bliver man på sin egen ”banehalvdel” og virker konstruktiv samt viser vilje til forbedring. Og noget ganske vigtigt: Spil for så vidt muligt med åbne kort – Alle har en agenda, men hvis der er noget, der kan bremse en proces, er det fokus på personlig vinding. Stil dine personlige interesser til side og samarbejd om det fælles bedste.
6. Uenighed skal bruges konstruktivt
Der vil altid være uenighed under projekters udførelse og endda planlægningen af denne. I stedet for at se uenighed som noget negativt og en bremseklods for processerne, så brug uenigheden konstruktiv og som et udgangspunkt for projektets udvikling. Gennem dialog og forståelse for den anden parts billede af situationen kan der skabes enighed og dermed fremgang. Ligeledes vil dialog og forståelse styrke gensidig tillid og respekt parterne imellem. Uenighed kan skabe rum for refleksion og innovation.
7. Respekter, ros og anerkend hinanden – Både før, under og efter projektet
Respekter hinandens synspunkter, holdninger og forståelse af projektet. Vær opmærksomme på, at alle har forskellige faglige perspektiver og opgaver. Respekter hinandens faglighed og tilgodese sammenkoblingen af denne. Alle bidrager inden for individuelle rammer og vilkår. Kun gennem gensidig respekt vil projektet være en succes og gå progressivt fremad. Når noget lykkes, så husk at rose og anerkende hinanden. Dette giver både tillid, styrker gensidig respekt og forstærker en fællesskabsfølelse. Når en barriere viser sig, så bearbejd den gennem de ovenstående andre principper. Tal ikke bag en samarbejdspartners ryg, da dette kun eskalerer en konflikt og skaber mistillid. Tal ordentlig om hinanden og husk at give konstruktiv kritik, hvis uenighed og/eller en barriere viser sig. Enhver part har krav på at blive anerkendt som ligeværdig og blive mødt med tillid og interesse. Kun gennem respektfuld dialog kan man komme frem til de bedste løsninger. Partnere i et projekt skal omtale hinanden positivt i offentligheden.
8. Forbered dig og deltag nærværende
Vær forberedt og nærværende til møder. Hvis ikke man deltager aktiv kan man risikere, at egne synspunkter, holdninger og indsatser går i glemmebogen. Dermed vil der komme nogle blinde vinkler i projektet, som kunne være belyst og skabe en større succesrate for gennemførsel af indsatser. Ligeledes bør enhver part forholde sig åbent og sagligt til tingene for projektets fremgang og et konstruktivt samarbejde.
Ovenstående er hovedsageligt bygget på DGIs ”Kodeks for godt samarbejde”, og DGI skal have tak herfor.
Kodekset er udviklet i et samarbejde mellem